TMS Ringsted er i gang med at skabe fremtidens hold og har netop forlænget Morten Jensens kontrakt, således den gælder 3 år frem til og med 30. juni 2020. Morten Jensen indgik en 2-årig aftale sidste sæson, men både TMS Ringsted og Morten Jensen var enige om, at det har været et godt match og derfor denne nye lange aftale.
Med indgåelsen af Mortens aftale plus Oliver Klarskovs (ligeledes 3 år) før sommerferien er grundstenen til fremtidens herrehold begyndt at tegne sig. Ligeledes har flere af de nuværende spillere i førsteholdstruppen aftaler frem til udgangen af sæsonen 2019. Det har været vigtigt for TMS Ringsted at arbejde med mere kontinuitet i spillertruppen end hidtil og ligeledes give unge, talentfulde håndboldspillere chancen for at udvikle sig og præstere på højt niveau. Dertil skal ligges, at Morten Jensen betragtes lidt som en lokal dreng ligesom Oliver Klarskov, der begge har fået deres håndboldopdragelse i Roskilde Håndbold.
Cheftræner Christian Dalmose er glad for, at samarbejdet er forlænget:
– Morten er en fremragende ung venstre back med et fantastisk skud og god teknik, og jeg er parat til at sige, at der er noget X-faktor over ham. Morten har fået pænt med spilletid i den forgangne sæson, og jeg er helt sikker på, at han vil få endnu mere spilletid i den kommende sæson, hvor han på sigt vil udvikle sig til en start 7’er. Derudover kan man altid regne med, at han går 100 % til den i vores træninger.
Morten selv er til at give den fuld fokus på håndbolden:
– Jeg har været rigtig glad for min første sæson i TMS Ringsted. Toppen af 1. division og træningsmiljøet passer mig fremragende, og derfor var jeg ikke i tvivl, da TMS Ringsted henvendte sig omkring en tidlig forlængelse af min aftale, hvor vi lagde nogle år på længden. Jeg kan ikke forstille mig et bedre sted at være på nuværende tidspunkt. Jeg har afsluttet min gymnasietid i sommer og vil nu bruge de næste par sæsoner til at se, hvor langt mit håndboldtalent rækker.