Sebastian Thor forlænger aftalen med TMS Ringsted, så den nu løber til 30. juni 2019.
– Det er med stor glæde, at Thor har valgt at forlænge sin aftale to sæsoner mere i den grønne trøje.
Det siger cheftræner Christian Dalmose og fortsætter: Thor har inden for de sidste 6 måneder taget en stor rolle i vores forsvar såvel i vores 6-0 og 3-2-1 forsvar. Thor kommer altid med en god energi til træning og med vilje og lyst til at udvikle sig til at blive en stor forsvars- og stregspiller i fremtiden.
Sebastian Thor selv føler, at det er den helt rigtige beslutning:
– Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg gerne vil fortsætte i TMS Ringsted. Der er sket rigtig meget de sidste par sæsoner, og med ankomsten af Christian Dalmose er vi alle steppet op. Dertil passer det rigtig godt med mit studie, hvor jeg fortsat mangler et par år i uddannelsen som pædagog. Men hvem ved? De to næste sæsoner behøver ikke at være de sidste i den grønne trøje.