En særdeles svær kamp venter TMS Ringsted onsdag, når Fredericia HK besøger Poul Christensen Arena.
Ligaens nummer 2 vil nemlig kræve, at hjemmeholdet præsterer på sit allerhøjeste, hvis de skal kunne lægge sig ud med de velspillende jyder.
Kampen mod Fredericia ligger fire dage efter, at TMS mødte Skanderborg AGF i en kamp, hvor kontrolleret spil og meget få fejl endte med at give den tredje sejr i træk.
Men selvom holdet kommer med gode takter og flere succeser i bagagen, bliver kampen mod Fredericia – som også selv kommer til Ringsted med en frisk sejr over SønderjyskE – en meget svær en af slagsen, siger stregspiller Joachim Møller.
– Fredericia har måske ligaens bedste forsvar, synes jeg. Så det bliver en kæmpestor udfordring.
Kvaliteten hos udeholdets spillere er ikke til at tage fejl af. Blandt andet har Anders Martinusen og Reinier Taboada leveret godt spil i sæsonen og kan blive vanskelige at håndtere.
– Det er et utrolig dygtigt mandskab, som spiller sindssygt hurtigt og kender deres systemer ind og ud. Og de er virkelig dygtige til at straffe deres modstandere for deres fejl.
Skal ramme topniveauet
Fredericias gode spil gjorde også ondt på TMS Ringsted, da holdene sidst spillede mod hinanden. Her blev TMS lokket til at begå fejl, og Fredericia formåede at straffe det.
Generelt var det en kamp, hvor Fredericia var gode til at holde TMS fra at finde løsningerne angrebsmæssigt. Derfor er der også nogle helt klare ting, som hjemmeholdet skal have fokus på, når de igen mødes, fortæller Joachim Møller.
– Det er nærmest over hele linjen, at de er farlige. Så vi skal være skarpe på ikke at falde i de fælder, som de stiller op i 3-2-1 forsvaret. Sidst havde vi også svært ved at styre deres skytter, så vi skal slå til dem i forsvaret, og vi skal turde tage noget initiativ.
Men det vil kræve noget af hele TMS-mandskabet, hvis man skal stå imod mod det tryk, som holdet, der på nuværende tidspunkt ligger med 30 point i Ligaen, kommer med.
– Vi skal være gode over hele linjen. Spille kollektivt og gøre hinanden gode. Og vi skal ramme vores topniveau og håbe på, at de ikke rammer deres, siger Joachim Møller og fortsætter:
– Men alt kan lade sig at gøre. Det har vi både set i vores egne kampe og i andre. Vi har det jo sådan, at hvis vi går ind og leverer alt det, vi overhovedet kan, så tror vi på, at det kan bringe os et sted hen.
Kampstart er klokken 19:00 i Poul Christensen Arena.
Kampen kan som altid følges på TMS Ringsteds officielle Instagramprofil og via live opdateringer i Tophåndbold appen.