Efter en tæt 1. halvleg og en haltende start på 2. af TMS – der dog fik rettet op på det og bragte spændingen tilbage – måtte hjemmeholdet gå fra kampen med et ærgerligt nederlag på 23-24(13-13).
Med et grønt TMS-kor i den ene ende, og en rød i den anden, blev stemningen sat til aftenens hjemmekamp mod Fredericia HK.
Det var et aggressivt TMS-forsvar, der lagde linjen for kampen. Og med en redning af Andreas Haagen, var starten gået.
Alligevel havde Fredericia de første 5 minutter forholdsvis let ved at spille sig til chancer, men Andreas Haagen holdt dog Fredericia nede på 2 mål efter 5 minutter.
I den anden ende havde hjemmeholdet dog selv svært ved at finde frem til chancer, og det blev til flere ukvalificerede skudforsøg.
Tilbage i forsvaret stod TMS længe imod de hurtige Fredericia-spillere. Men der manglede det sidste, og efter at have roteret bolden rundt et par gange havde Fredericia til sidst ofte held med at spille sig frem til chancer, der resulterede i mål.
Efter 10 minutter var det derfor en føring på to mål til udeholdet.
Det førte til, at TMS tog første timeout.
Efter timeouten fik TMS lavet et velkonstrueret angreb med et godt timet løb af Wosniak, der kunne trække et straffe, som Tobias Nielsen satte sikkert ind.
Og med en redning og en hurtig 2. bølge kunne TMS kort efter også udligne til 7-7 efter 12 minutters spilletid.
Andreas Haagen havde endnu engang taget det helt høje niveau med til kamp, og med gode redninger, gav det TMS chancen for en føring.
Muligheden blev dog ikke udnyttet, og i stedet kunne Fredericia igen smide bolden i kassen til en et-målsføring efter de første 15 minutter af kampen var gået.
Fredericias offensive forsvar gjorde det svært for hjemmeholdet, og med samtidige gode aktioner, kunne de bringe sig foran med 2 mål.
Det svingede meget mellem holdene, der skiftevis havde momentum til at tage styringen i kampen, og efter 20 minutters spil kunne et mål af Colunga til 9-9, få det til at se ud som om, at det nu var TMS, der var ovenpå.
Men efter hver en succesaktion af TMS, svarede Fredericia hårdt tilbage, og afholdt hjemmeholdet fra at kunne tage føringen.
En for høj tackling af Joachim Møller endte ud i kampens første udvisning. Men kun fire minutter senere var det udeholdets Fredrik Mossestad, der måtte ud i 2 minutter.
Stillingen forblev lige de to hold imellem, men med en brændt chance af Fredericia gav det hjemmeholdet mulighed for at komme foran.
Det virkede dog næsten som om, der lå en forbandelse over TMS, som bare ikke kunne få bolden i mål til en føring, når muligheden bød sig. Holdene gik derfor til pause med stillingen 13-13.
Fredericia kom fokuseret tilbage fra pausen, mens der er manglede fokus hos TMS-spillerne.
Selv den stensikre Tobias Nielsen, overplacerede helt usædvanligt bolden på et straffekast, og på kort tid var hjemmeholdet kommet bagud med 4 mål.
Samtidig væltede 2-minuttersudvisningerne ned over TMS Ringsted, hvor både Christoffer Dreyer, Joachim Møller, Hakan Sahin og Tobias Nielsen måtte tage imod.
Heldigvis var Andreas Haagen i målet, lige der hvor han skulle være, og undertalsperioderne hos hjemmeholdet blev klaret uden for meget slinger i valsen.
Med godt 15 minutter tilbage kunne ilden i hjemmeholdet øjne ses igen, og de halede lige så stille ind på Fredericia HK.
Hallen kogte, mens Marc Uhd prøvede 7 mod 6 spil.
Andreas Haagen fandt flere redninger frem, når det virkelig manglede, og med en scoring af hjemmeholdet, højt forsvar og godt paradespil fik de stoppet udeholdets distanceskyttere.
Men den sidste præcision manglede hos TMS, der ikke kunne komme forbi Fredericia-målmændene i de gældende situationer.
Inde i de sidste 10 minutter, nåede TMS op på siden af udeholdet, men i hallens øredøvende larm sneg der sig fejl sig ind hos spillerne, som der ellers ikke har gjort i de sidste par kampe.
Derfor kunne Fredericia med 3 et halvt minut tilbage igen bringe sig foran med 2, og TMS tog endnu en timeout.
Det var en jagt for hjemmeholdet de sidste minutter, og med en reducering af Nicolai Colunga, samt en efterfølgende redning af Andreas Haagen, var der kun 1 mål og 1 minut fra, at kampen kunne ende lige mellem de to hold.
Men en brændt chance med godt 20 sekunder tilbage, gjorde tingene svære.
Hjemmeholdet gik højt, men kunne ikke stille noget op, da Fredericia tog timeout og efterfølgende kunne spille tiden ud.
Det endte derfor med et nederlag på 23-24 i en spændende kamp mod Ligaens nummer 2.
Målscorere: Tobias Nielsen 8, Nicolai Colunga 4, Oliver Wosniak 3, Joachim Møller 2, Christoffer Dreyer 2, Victor Wolf 2, Frederik Horn 1, Andreas Haagen 1
Andreas Haagen redningsprocent på 34,38%