Kæmpe skuffelse, så kort kan det siges.
Vi tog imod HØJ Elite på hjemmebane i Dansk Kabel TV Arena i en kamp, hvor vi på forhånd var store favoritter til at tage sejren. HØJ-mandskabet er hårdt ramt af skader og stop på holdet, så det er en smal trup, som vi burde kunne løbe over i løbet af 60 min. Troen på egne evner var da også stor inden kamp, men da der blev fløjtet op, satte HØJ sig fuldstændig på kampen.
De første 10-15 min er det en lige kamp, og vi spiller fornuftigt i begge ender, og Frederik står fint i målet. Vi går til pause foran 11-10.
Men så…… ja hvor skal man starte.
Så starter lavinen af fejl i angrebsspillet, og det tager vi med os ned i den anden ende, så de får nogle alt for nemme mål. Kampen bliver pludselig spillet i deres tempo, hvilket vil sige et tempo, som de fleste old-boys hold kan følge med i. HØJ dominerer og spiller klogt. Vi kan overhovedet ikke få spillet til at fungere.
De sidste 45 min. beskrives vel bedst ved: Elendigt angrebsspil, hvor vi spiller langsomt og uden tro på tingene. Så tager vi nogle halve chancer ude bagfra, som Peter Nørklit i målet bare piller uden at få sved på panden. Vi ender med at tabe 19-27.
Ikke mere at sige om den kamp! Vi skal op på hesten igen og se fremad, da vi stadig har den 3. plads at forsvare sæsonen ud!
Vi takker ydmygt de utrolig mange fremmødte i hallen, og undskylder vi ikke kunne gengælde jeres store støtte!
Vi håber tilskuertallet holder de sidste kampe, så sørger vi for, at I får point til gengæld!
Næste “hjemmekamp” er søndag d. 13. marts kl. 15.00, hvor vi tager imod IK Skovbakken. Bemærk dog, at kampen spilles i Antvorskov Hallen i Slagelse.