Året startede med en pragtpræstation af hele holdet, vi tog en grusom revanche mod Roskilde, og vandt i en høj koncentreret indsats 39-20. Der er blevet skabt et pænt hul til nummer tre i rækken, mens Høj stadig er lige i hælene på os.
Når man som jeg kommer udefra, så fornemmer man til tider en polarisering i byen. Vi har de tro og faste støtter, som kommer med en kæmpe opbakning, både økonomisk og ved fysisk fremmøde. De ønsker det bedste for TMS og vil for alt i verden se stjerner som Mikkel Hansen, Landin og Lauge i næste sæson. Men jeg fornemmer også en mindre modpol, der mener vi fylder lidt meget og kommer tromlende. Det er vi meget opmærksomme på, både bestyrelsen og jeg. Vi skal være ydmyge og have bragt flere ind på vores hold. Vores veteranprojekt bliver af DIF brugt som et præmieeksempel for de andre håndboldklubber. Her arbejdede vi sammen med vores erhvervsnetværk, kommuner og politikere, alt sammen med et fælles formål, at hjælpe en noget overset gruppe, de danske krigsveteraner, der har det svært. Det er den vej vi vil gå, ikke pege fingre af vores kritikkere, men lytte og forandre os til det bedre. Det er også en meget kraftig konstatering fra min side, at udviklingen går i en retning, der gør det umådelig svært for små økonomier som os selv at følge med de store drenge i klassen. Derfor skal vi I Ringsted samle os i en grad, som vi ikke har oplevet før for at være med.
Hvorfor nu drive en Cafe? har flere spurgt ind til. Det er blot et forbillede taget fra de større klubber, som også selv driver deres egne cafeer. I selskabet skal vi samle omkring 10 millioner ind, og vi har solgt de fleste varer på hylderne for at opnå et beløb af den størrelse. Udvikler vi ikke vores sortiment, bliver vi sat af. Kom der en stor sponsor og smed en halv million, ville vi hellere end gerne overlade det til andre, men dem findes der ikke mange af. Vi ønsker ikke at træde nogen over tæerne, der skal være plads til alle, og havde det ikke været os, så havde det været andre der havde drevet den. Nu smider vi blot de rigtig mange udgifter, der er til Servering til vores VIP-gæster og mad til div hold i vores egen kasse. Samtidig giver vi forretningsdrivende i byen mulighed for at præsentere lækre specialiteter for vores VIP- gæster. Cafe Korn kommer med lækre gourmethotdogs og fritter til hjemmekampen mod FIF. Rene Bøjsen fra Købmanden samt Meatery kommer også forbi med kvalitets mad. Vi har lyttet til indspark/kritik, og fremover vil der være flere tilbud i dagligdagen til gavn for centrets andre brugere. Vi skal have trafik ind, ikke kun på god mad, men især når vi flytter til de super lækre lokaler i Ramblaen, skal vi være et samlingspunkt i centret.
En meget vigtig brik faldt på plads, da vi fik lukket hullet efter Bols, med det store talent Andreas Haagen på mål, vi har gode snakke med mange på holdet, og satser på kontinuitet, og der kommer flere forlængelser. Vi er dog også opmærksomme på der skal mere til, hvis det hedder Liga, derfor er der både en plan A og B i skuffen.
De to næste hjemmekampe hedder FIF og Grindsted, og her er der brug for voldsom opbakning. Begge hold gav os alvorlige panderynker i første halvdel. Et forfærdeligt nederlag mod et yderst velspillende FIF mandskab med et mål, og en vigtig sejr i Grindsted, med mindst muligmarginal. Vi skal være parat fra start.