Det er med glæde vi kan informere, at vi har forlænget med to af vores lokale drenge.
Anders Møller, som har spillet hele sit håndboldliv i TMS Ringsted bortset fra en enkelt afstikker til GOG på efterskole som U16, har forlænget med en sæson, således den udløber sommeren 2019.
– Anders er en god og hurtig højre fløj med gode skudvarianter og et fantastisk svæv. Jeg er glad for, vi allerede nu kan forlænge med Anders, så vi er sikre på at have ham endnu en sæson, udtaler cheftræner Christian Dalmose sig.
Anders har været ude med en skadet skulder i starten af sæsonen, men er nu meget tæt på at have fundet sit gamle niveau.
– Jeg kan ikke forestille mig at spille i andre klubber end TMS Ringsted, som er min klub. Jeg forlænger kun en sæson, fordi jeg er startet nyt studium og flyttet til København. Jeg skal lige se, hvordan det hele fungerer sammen, men mon ikke jeg er at finde i TMS Ringsted i årene fremover – og gerne i Ligaen, fortæller Anders Møller.
Anden forlængelse er Jakob Jessen, som har forlænget sin aftale med to sæsoner. Jakob har spillet som barn i TMS Ringsted, tog tidligt til GOG, og returnerede som senior til TMS Ringsted, hvor han er i gang med sin 3. sæson som senior. Jakob er fra Korsør og regnes derfor som en af de lokale.
– Jakob er lynhurtig op af kanterne i kontra og er træfsikker på sine skud fra fløjen. Jakob og Mads Dudek danner et fint par på venstre fløj, og jeg er glad for, vi har fået på papir på hinanden de næste par sæsoner, hvor Jakob kan fortsætte udviklingen, udtaler cheftræner Christian Dalmose.
– Jeg blev glad, da TMS Ringsted allerede nu kom og tilbød mig en forlængelse. Det er rart at have fremtiden på plads. Jeg flytter dog formentlig fra Korsør til København til sommer, men er klar til at tage turen til Ringsted, for TMS Ringsted er en superklub med et godt træningsmiljø og gode trænere, fortæller Jakob Jessen.