fbpx

TMS Ringsted har tegnet en 2-årig aftale med Andreas Magaard, 19-årig stregspiller fra GOG. Andreas har spillet i GOG i hele sin karriere og spillede ligeledes på det danske U19 landshold, der vandt bronze i sommer ved VM i Georgien.

Andreas har den rigtige støbning som midterforsvarer med sine 194 cm og plus 100 kg, og i TMS skal han til at starte med være supplement til Benjamin Pedersen og Sebastian Thor i midterforsvaret og på stregen i den modsatte ende. En sjov historie er, at Benjamin og Sebastian ligeledes har fået deres håndboldopdragelse i GOG, så det er tre spillere, som kender hinanden og konceptet.

– Vi har haft Andreas til prøvetræning og kender ham selvfølgelig fra vores overvågning af nye potentielle spillere. Han har de rigtige kompetencer til at udvikle som et godt supplement i vores Liga trup. Pt. har han kvaliteterne til forsvaret og skal have sit stregspil udviklet yderligere, fortæller cheftræner Christian Dalmose.

Hovedpersonen selv glæder sig til at prøve kræfter med håndboldligaen

– Jeg har haft planer om at flytte til Sjælland, og derfor passer TMS Ringsted perfekt for mig. Jeg har trænet med Ligaholdet i GOG og spillet på vores 2. hold i den forgangne sæson, så jeg føler mig klar til at springe ud som Ligaspiller for TMS Ringsted. Derudover har jeg kun hørt godt om TMS Ringsted, hvor der er styr på tingene og hører kun godt om træningsmiljøet. Så jeg glæder mig til den nye sæson, fortæller Andreas Magaard.