fbpx

E-sport er som de fleste ved i eksplosiv vækst. En del organisationer og virksomheder tøver stadig med at comitte sig fuldt ud i denne kategori, og mange afventer fortsat med at tage en beslutning og se tiden an. Hos TMS Ringsted prøver vi konstant at være innovative, inden det er for sent.

Det er dermed med største fornøjelse at kunne meddele, at TMS Ringsted har en gået en aftale med Claus Agergaard om at få inkorporeret E-Sport i regi af TMS Ringsted. Claus bliver tilknyttet som manager, sponsor- og pressechef for TMS Ringsted E-sport og vil få en plads i klubbens eliteudvalg. De seneste to år har Claus meget intenst studeret og lært at forstå gamingkulturen på et niveau, som ikke mange, udenfor den verden, har kunnet gøre.

Hvorfor E-sport hos TMS Ringsted:

  • Udbredelse af kendskab til TMS Ringsted via nye kanaler og medier, herunder sociale medier

  • Tiltrækning af nye samarbejdspartnere på tværs af E-sport og håndbold

  • Studie og gamingmiljø i og omkring håndbolden i Ringsted Sportscenter

  • Showkampe ml. E-sport spillere og håndboldspillere

  • LAN arrangement 1-2 gange om året i Ringsted Sportscenter, og evt. invitationsturneringer, som er med til at skabe trafik, opmærksomhed og omsætning for hele Ringsted og Ringsted Kommune

  • E-Sport Akademi i samarbejde med IKA

  • Tiltrækning af nye ledere og hjælpere i og omkring TMS Ringsted

Formand for TMS Ringsted Henrik Dudek ser det som en spændende, men også naturlig, udvikling af håndboldklubben.

– Det her er en mulighed for at forstærke en i forvejen sund foreningskultur i klubben på en anden måde end hidtil, da gaming er med til at forbinde folk på kryds og tværs af køn og alder, fortæller Henrik Dudek.

En af klubbens håndboldprofiler Mads Dudek bruger selv noget tid foran PC’en derhjemme og glæder sig over klubbens nye tiltag:

– Jeg synes, det er vanvittigt spændende, at min håndboldklub kaster sig ud i denne nye satsning, som viser, at vi vil være med til at sætte nye tiltag i gang til gavn for den samlede forretning, og jeg glæder mig til at bidrage, hvor jeg kan.

Claus Agergaard udtaler:

– Jeg ser frem til i fællesskab med TMS Ringsted at få E-Sport integreret som en fast del af håndboldklubben. Det er fantastisk, at en klub som TMS Ringsted, der i forvejen er vant til at drive elitesport på dame- og herresiden, har valgt at påbegynde en ny rejse og taget initiativ til at gå aktivt ind i E-sport. Dermed bliver klubben den første professionelle håndboldklub i Danmark, der vælger at hoppe med på bølgen omkring E-sport, hvor mange danske og internationale fodboldklubber allerede har egne E-sport hold. TMS Ringsted er en klub med ambitioner og målsætninger de vil indfri, overfor alle medlemmer og samarbejdspartnere, hvilket de viste for nyligt med at sikre den direkte oprykning i herrernes håndbold liga.

Ikke nok med, at E-sporten bliver en del af elitehåndbolden, så har klubben besluttet, at spillerne kommer til at repræsentere E-sport holdet i de samme trøjer som håndboldholdene, og endvidere bliver E-Sport logoet meget lig klubbens eksisterende logo, så der er fælles synergier over hele linjen.

Vi har i første omgang valgt at starte i genren Battle Royale. Et spil hvor 100 deltagere i samme spil skal kæmpe om at være ”last man standing”. Det kommer til at ske i spillet Player Unknown’s Battleground (PUBG), hvor man deltager som hold á 4 personer. Holdet er allerede sat, og der er tegnet kontrakt med spillerne, der officielt bliver præsenteret til første hjemmekamp i den nye håndboldsæson.

Holdet er som følger:
· Mathias ”Knox” Pedersen, 22 årig økonomistuderende
Rolle: Medspillende træner og anfører på holdet
· Joakim ”OakJim” Wriedt, 31 årig softwareprogrammør
Rolle: Viceanfører på holdet
· Christoffer ”Monx” Andersen, 23 årig datamatikerstuderende
Rolle: Spiller
· Mads ”Madskat” Egelund, 27 årig fuldtidsstreamer på www.twitch.tv/madskatdk
Rolle: Spiller

– Holdet er sammensat ud fra forskellige kriterier og styrker, der gør, at de er bedst muligt rustet i de fleste situationer når de spiller kamp. De har allerede trænet sammen den seneste måneds tid og vil officielt deltage i turneringer fra august i år. Man vil bl.a. have mulighed for at møde spillerne til NPF18, der er Danmarks største LAN event, fortæller Claus Agergaard, og fortsætter.

– Grunden til at valget faldt på PUBG og ikke Counter-Strike er, at vi vil have mulighed for at gøre os gældende i topplaceringerne allerede fra start i nogle af de danske turneringer og events, og det må vi i høj grad sige, vi har muligheden for med det hold, der nu er sat. PUBG-holdet er blot den første brik i fundamentet, for at opbygge et solidt E-Sports fundament hos TMS Ringsted, som gerne skulle blive til gavn og glæde for hele Ringsted by og Ringsted Kommune.

Læs Præsentation af tiltag og strategi (PDF-format)