Der var tænding og vildskab, da TMS Ringsted og Skjern Håndbold tørnede sammen lørdag eftermiddag. Efter 60 minutter kunne TMS gå fra kampen med en plads i slutspillet.
TMS Ringsted kæmpede for en plads i slutspillet, og med kun 3 kampe tilbage af grundspillet, skulle de forsøge at hente point mod et veloplagt Skjern-mandskab.
Hjemmeholdet havde gjort sit forarbejde, og der var fra start godt styr på gæsterne i TMS-forsvaret. Ligeledes havde Skjern godt fat, og efter 5 minutters spil, var stillingen derfor 1-1.
I offensiven blev der ligeledes lagt masser af tryk på hos begge hold.
Efter 9 minutters spil måtte Mark Nikolajsen hjælpes fra banen i store smerter efter en afslutning.
Da spillet blev sat i gang igen, kunne Benjamin Hallgren med en finte og et hopskud sætte et flot mål ind til stillingen 5-5.
Kort tid varede lykken dog, da endnu en TMS-spiller måtte have hjælp fra holdets fysioterapeut. Denne gang var det Christoffer Dreyer, der, i et forsøg på en bolderobring, slog hånden og måtte ud.
På trods af to uheld inden for de første 15 minutter bibeholdt TMS-mandskabet fokus og det gode forsvarspil, og kunne med gentagende spilstop bryde Skjerns rytme.
Efter længere tids scoringspause hos begge hold, gav et samarbejde mellem to TMS-spillere mål, da Oliver Wosniak smed bolden op til en stukket Tobias Nielsen, der gjorde det til 6-5 efter 18 minutters spil.
I det stationære spil krævede det mere af hjemmeholdet, og afslutningerne blev ukvalificerede og lette for Skjern-målmand Christoffer Bonde at tage.
Imens kunne Joaquim Nazaré to gange i træk hamre bolden ind bag Andreas Haagen og sende Skjern foran.
Generelt havde gæsterne fået mere tur i deres angrebsspil. Lange angreb med kontinuerligt pres på TMS-forsvaret, kostede hjemmeholdet mange kræfter.
I offensiven havde TMS fået lettere ved at sætte mål ind fra distancen, og med kasser fra både Benjamin Hallgren, Nicolai Colunga og Christoffer Dreyer så det ud til at flyde bedre.
Efter knap 29 minutter gjorde Skjern brug af deres første timeout, og ikke mange sekunder måtte der efterfølgende gå, før Anders Agger måtte ud at sidde i 2 minutter, og hjemmeholdet var derfor i undertal resten af halvlegen. Men en redning af Andreas Haagen holdt Skjern nede på en ét-målsføring på 13-14 ved pausen.
TMS kom godt tilbage fra pausen og et godt stregindspil og en kasse, efterfulgt af endnu to kasser af Nicolai Colunga og Oliver Wosniak, bragte TMS i spidsen med 16-14.
Ligeledes havde hjemmeholdet taget det gode forsvarsspil med fra første halvleg, og formåede at holde Skjern nede på et enkelt mål efter 4 et halvt minut spil, hvortil Skjern tog timeout.
TMS Ringsted var gået i 7 mod 6, og det skabte tydelige problemer for gæsterne, der bare kunne se til, da Nicolai Colunga løb direkte gennem Skjern-forsvaret til stillingen 23-19. Men når 7 mod 6-spillet ikke gav succes, straffede gæsterne det, og føringen blev derfor hurtigt reduceret med tre ved et hurtigt eksekveret angreb af Skjern, en scoring på tomt mål og en kontrascoring.
Holdene lå i lang tid med en afstand til hinanden på ét og to mål, og ved det 55. minut var der ved stillingen 30-29, derfor masser af spænding, og TMS tog timeout.
Men en tabt bold gav Skjern chancen for at komme helt op på siden af hjemmeholdet, og det blev en realitet, da Skjerns Senjamin Buric passerede Andreas Haagen.
Det holdt dog ikke længe, før en TMS- scoring, en vigtig redning af Haagen og endnu et TMS-mål gjorde stillingen til 32-30 med godt 3 minutter igen.
Endnu engang skiftedes holdene til at sætte bolden i mål, og med kun ét minut tilbage var TMS igen foran med en enkelt. Men en brændt chance af Benjamin Hallgren åbnede kampen for gæsterne.
Ved stillingen 33-32 var der under ét minut tilbage, og Skjern formåede at spille tiden næsten ud og sætte et mål ind med 3 sekunder tilbage til 33-33, der blev slutresultatet.
Med 1 point med fra dagens kamp, har TMS Ringsted nu sikret sig en plads i slutspillet.