fbpx

Kampoptakt:

En vanskelig kamp mod Skjern Håndbold venter TMS Ringsted på lørdag, når de skal forsøge at tage revanche for det 6-målsnederlag, de led, da holdene sidst mødtes tilbage i oktober.

Dér viste Skjern Håndbold sig som en meget svær modstander – og det samme forventer målvogter Andreas Haagen, at de vil blive denne gang.

”Skjern er et godt hold med nogle dygtige spillere. De har individuelt mange kompetencer. Det er ikke en kamp, man bare lige vinder.”

Mod et hold som Skjern der besidder de styrker, som de gør, bliver det vigtigt, at TMS spiller op til sin allerbedste i alle dele af kampen.

”Det er jo et vanvittigt godt forsvarshold med nogle stærke gutter, en masse fysik og en masse fart og tyngde. Så vi skal have succes i begge ender af banen, hvis vi overhovedet skal tænke på at have noget med hjem fra sådan en kamp,” siger Andreas Haagen.

Udtrykket bliver vigtigt

En anden helt væsentlig ting, som Andreas Haagen mener, at TMS-mandskabet skal have fokus på til lørdagens kamp, er deres udtryk.

”Vildskab, tro på tingene og det der med at kaste sig efter den løse bold og sådan noget i den stil.”

Vilje og fight spiller nemlig en stor rolle – særligt når de spiller mod de helt svære modstandene. Men det haltede sidst.

”Det føltes som om, at de havde lidt mere ild og gejst, end vi lige kunne matche sidste gang.”

Men når det på lørdag er TMS, der har hjemmebane, kan dét give de ekstra kræfter, der skal til, siger Andres Haagen, der også har en tro på, at de nu står et sted, hvor det er muligt at matche Skjern.

”Forhåbentlig. Jeg synes, vi har vist flere gange i løbet af sæsonen, at vi kan spille rigtig god håndbold, og gøre det mod nogle rigtig dygtige hold. Så ja, jeg tror da på, at vi kan matche dem. Men der skal også findes noget ekstraordinært frem, som vi har gjort nogle af de andre gange.”

Kampen afvikles i Poul Christensen Arena klokken 15:00. Den kan følges på Instagram og i Tophåndbold appen.