fbpx

Søndag d. 22 november, uvejret havde ramt hele landet, og Danmark var dækket af sne. Vi drog mod Århus for at møde Skovbakken i en kamp, hvor vi skulle rejse os efter onsdagens skuffelse.

Vi rejste af sted i det usikre vejr, og det skulle vise sig at blive en lang tur. Vi var kommet i fin tid af sted, men snestormen samt uheld i Jylland gjorde, at vi var godt og vel forsinket. Vi landede således i Århus kun en times tid før kampstart. Vores faste rutine med at gå en tur var afskaffet, og det var direkte i kamptøjet og klar til oplæg. Trods det var vi klar, og det her skulle ikke forhindre os i at få, hvad vi kom efter – nemlig sejren!

Kampen blev fløjtet op, men det var tydeligt, at den lange tur og korte tid i hallen havde sat sine spor. Vi skulle lige i gang. De første minutter bliver spillet i utrolig højt tempo, da både os og Skovbakken er løbeglade hold. Vi følges meget godt ad de første 10-15 minutter, så begynder Skovbakken at se lidt brugte ud, og vi kører bare videre med en god defensiv, og kontrafase. Vi går til pause foran med 2 i en kamp, som vi synes, vi har styret fint de sidste 15 min. af første halvleg.

I pausen blev vi enige om, at vi skulle blive ved med at gå til den i forsvaret og løbe kontra, derudover var det igen angrebsspillet, der var det primære fokus, da vi manglede en del i den ende.

2. halvleg forløb som vi havde håbet. Vi trak stille og roligt fra, men kunne ikke få slået det afgørende hul. Men så med 10-15 min. igen fik vi Frederik på målet. Han besluttede sig for at lukke fuldstændig af derinde, hvilket gav nogle nemme kontramål, og hullet var slået. Vi kørte en forholdsvis sikker sejr hjem i en ikke særlig køn og velspillet kamp. Men en kamp hvor alle bød ind og kæmpede for det. Derudover var der en flot debut til Jasper fra U18 holdet, som kom ind og gjorde en fin figur.

Alt i alt en fin fight, hvor man igen må rose en Sebastian Thor for at være ufattelig vigtig i begge ender af banen. Den rare fynbo er ikke ham, man lægger mest mærke til, men han har en kæmpe værdi for holdet!

Igen skal der lyde en stor tak til dem, der trodsede vind og vejr for at komme op og se os. I skal vide, at det gør en verden til forskel, at lige meget hvor vi kommer hen, er vi aldrig alene.

Stillingen undervejs: 2-0, 4-2, 8-8, 9-12, 12-14, 15-17, 18-18, 20-23, 23-28, 24-30.

Målscorere TMS Ringsted: Alexander Hansen og Mike Haack 7, Martin Vilstrup 6, Lasse Sinding og Sebastian Thor 3, Mads Dyhr 2, Jakob Jessen og Jeppe Jonasson 1.

Næste gang vi spiller er fredag d. 27 november kl. 19.30 hjemme i Dansk Kabel TV Arena mod HIK.