fbpx

Benjamin kom til TMS Ringsted op til sæsonen 2016-2017, hvor han kom fra HIF Karlskrona i Sverige, hvor han havde spillet i en sæson. Ellers har Benjamin fået sin håndboldopdragelse i GOG, hvor hans kvaliteter ligeledes har bragt ham forbi både det danske U18- og U21 landshold. Benjamin og TMS Ringsted har indgået en to-årig aftale, således Benjamin er i klubben til min. 30. juni 2020.

Benjamin har udviklet sig rigtig meget på de 1½ sæson, som han har spillet i TMS Ringsted, og har sammen med Sebastian Thor udgjort en sikker midterblok i TMS Ringsteds forsvar, ligesom han både er god i kontraen og i det stationære angrebsspil.

Derfor var cheftræner Christian Dalmose ikke i tvivl om, at Benjamin skulle forlænges:

– Jeg var lidt i tvivl om Benjamins kvaliteter, da jeg tiltrådte i klubben, men det er jeg på ingen måde længere. Han er en af vores nøglespillere i vores forsvarsarbejde, og fremad på banen og i angrebet er han svær at skubbe rundt på med sine 2 meter og +110 kg. Samtidig har en rigtig god spilforståelse, formentlig fordi han i ungdomsårene agerede bagspiller. Jeg ser endnu mere potentiale i ham og glæder mig til at arbejde med ham og hans udvikling de næste par sæsoner, fortæller Dalmose.

Benjamin selv er også meget tilfreds med forlængelsen:

– Jeg har foreløbigt haft en fantastisk tid i TMS Ringsted. Jeg har håndboldmæssigt udviklet mig rigtig meget, hvor vi har et rigtig godt hold, et super godt træningsmiljø og selvfølgelig en god træner, som bliver ved med at skubbe holdet og mig i den rigtige retning. Jeg var en smule afventende i genforhandlingen, da jeg gerne vil spille i Håndboldligaen, og der var også andre muligheder, men TMS Ringsted er det rigtige for mig lige nu, og jeg vil gøre alt, hvad der er muligt for, at det hedder Håndboldligaen fra næste sæson, fortæller forsvars- og stregkæmpen.