fbpx

Da vi onsdag aften tog imod Horsens i en udsat kamp fra efteråret, havde vi arbejdet med tre fokuspunkter. VI lykkedes med 2 ud af 3. Det første punkt var det mest simple! Der skulle fightes, kæmpes og vi skulle nyde at spille håndbold. Dette parameter lykkedes vi til fulde med, og vi spillerne ofrede sig virkelig for sagen, om det var med 5 eller 55 minutters spilletid.

Det andet punkt var, at vi skulle finde tilbage til noget mere kompakthed i forsvaret, hvor vi i de seneste kampe har lukket for mange nemme mål ind. Dette punkt lykkedes også nærmest til fulde, og 20 mål lukket ind mod Horsens er yderst godkendt, specielt med tanke på, at 3-4 af dem var i tomt mål eller 7 mod 6 spil fra vores side.

Det tredje og sidste punkt er der, hvor vi desværre tabte kampen, og det var endda kun på 1. halvleg. Vi skulle spille varieret offensivt og skulle lykkes med 7 mod 6. I første halvleg spiller vi fint både 6-6 og 7-6 og fører derfor også 11-9 ved pausen, og kun enkelte gange er det kikset med tålmodigheden, og de gange er vi dog også blevet straffet af et godt Horsens hold.

Det falder dog totalt sammen efter pausen, hvor Horsens går frem i 5-1 forsvar, og det får vi aldrig løst. Og når vi så endelig får løst det, så redder en velspillende Frederikke Rasmussen i målet, hvor vi ikke får afsluttet ligeså klogt som i første halvleg.

Alt i alt en god håndboldkamp mellem to gode hold, hvor vi fik rejst os på rigtig mange punkter i forhold til den skrækkelige præstation i SønderjyskE, og vi tanker en del selvtillid inden den vigtige kampe mod Rødovre på lørdag, hvorefter der også venter fire andre kampe, hvor vi har gode chancer for point.

Sidste ting jeg desværre er nødt til at nævne e,r at kampen bliver ekstra rodet af et dommerpar, som dømmer totalt uden linje, og som nok må evaluere på, om de ikke var overmatchet på dagen. Det giver utryghed hos spillere fra begge hold og var synd for en egentlig god håndboldkamp. Men dommere har dårlige dage ligesom alle andre, og vi håber og forventer selvfølgelig, at de også evaluerer på kampene.

Vi har ikke tid til at ærgre os længe, da næste opgave er lørdag d. 10. februar på udebane i Rødovre. Så hvis I skulle være i nærheden af København, så besøg Rødovre Stadionhal kl. 15.00.

Målscorere for TMS Ringsted: Charlotte Bisser 4, Emma Navne og Trine Mortensen 3 hver, Cecilie Dalmose og Louise Wendelbo 2 hver, Siw Matras 1.