Fredag aften, mens en del af befolkningen var splittet imellem at se Vild med Dans, og vente på at få skyllet halshullet med årets første julebryg, bød TMS’ damer i 1. division gæsterne fra Fredericia HK1990 op til dans i Ringsted Sport Center. Og det blev gæsterne, som først fik fødderne til at danse i takt på gulvet i hallen, da de simpelthen var mere kyniske i deres afslutninger og stod meget kompakt i eget forsvar foran den fremragende keeper Mia Nygaard Hansen. Hos TMS afsluttedes der ofte for hurtigt, ligesom der ind imellem spilles frem ad banen i et så forceret tempo, at der bliver meget langt mellem tanke og handling.
Efter 10 minutter viser måltavlen 4-8, og TMS-træner Tomas Laursen finder anledning til at foretage nogle justeringer i hjemmeholdets spil, samt bryde det fine flow i Fredericias angrebsspil, i form af en time-out. Det lykkes dog ikke i første omgang at bryde gæsternes dominans, selv om man reducerer til 6-8, for derefter scorer Fredericia 4 mål i streg, og efter 20 minutter viser måltavlen således 6-12. Da begynder det at ligne en mindre ’snitter’ til hjemmeholdet. Mellem TMS’ 6. og 7. scoring går der 10:20 minutter, men til gengæld er målet til 7-12 en decideret perle. Kamilla Davidsen, som har afløst Christina Gregersen i TMS-målet, lægger en millimeterpræcis aflevering højt op ad banen, hvor Sofie Alnor i fuld firspring tager bolden ned (lige foran Fredericias målfelt), vender rundt og hamrer bolden ind bag Mia Nygaard Hansen, som i den situation er chanceløs. Det gøres simpelthen ikke flottere i håndbold. Efter reduceringen vågner TMS op og begynder for alvor at vise tænder. Pludselig får man lukket af i det centrale forsvar og på venstre fløj, hvor Fredericia er kommet til alt for mange lette mål, og Kamilla tager pænt fra i målet. Så TMS reducerer frem til pausen til stillingen 11-13. Det kan således ved pausen stadig blive både en dreng og en pige.
Men efter pausen sætter Fredericia dog igen turbo på, og TMS forfalder igen til for mange halvhjertede afslutninger uden den nødvendige snært overfor en klasse keeper som Mia Nygaard Hansen. Gæsterne bringer sig via 13-16 og 16-23 efter henholdsvis 40 og 50 minutters spil frem til en sikker sejr på 19-25. Hos TMS spiller Natascha Wollesen en meget stor kamp offensivt, og viser masser af fight og gejst. Hun bliver da også TMS topscorer med 6 scoringer. Nina Bech laver 3 mål, som næstbedste målscorer for hjemmeholdet. Som kampens TMS-spiller vælger publikum helt fortjent Kamilla Davidsen, som stod fremragende og bød ind med flere fine redninger. Med lidt større opbakning fra et til tider lidt vigende TMS-forsvar kunne Kamilla have taget flere bolde, og dermed kunne kampen måske have fået et andet forløb og resultat.
Jeg har nu set de seneste tre TMS hjemmekampe, som alle er blevet tabt, men sandheden er, at der var muligheder både mod Hadsten og Fredericia for at tage points. Ajax kunne man nok ikke have matchet. Men det kræver altså, at man er 100 % koncentreret, og så skal der afsluttes med langt større effektivitet. Chancerne er der, men afslutningerne savner kvalitet.
Næste opgave for TMS-damerne er lokalbraget i Roskilde Hallerne søndag den 15. november, kl. 15.00. Det kan blive en decideret gyser mellem de to lokalrivaler, som begge kæmper med at optimere deres spil lige nu.