fbpx

Nederlag mod GOG i målrig kamp

Det var en hal fyldt med et tændt publikum, der lørdag lagde rammerne for opgøret mellem TMS Ringsted og GOG.

Hjemmeholdet lagde stærkt ud med gode angrebsaktioner og fin opdækning, som bragte dem foran med 3-1.

Derfra gik GOG dog et gear op, og det skabte problemer for TMS Ringsted, der flere gange blev stoppet af et fynsk midterforsvar, der mindede om en mur.

I angrebet satte GOG mål ind fra distancen, og deres sublime stregindspil gjorde, at kampen hurtigt vendte. Og efter en for langsom udskiftning af TMS, kunne GOG score på tomt mål til 7-4, hvilket resulterede i, at TMS Ringsted tog første timeout efter knap 10 minutter.

Men lige lidt hjalp det, og løsningerne forblev svære at finde for TMS-spillerne. Derfor måtte TMS tage timeout nummer to blot 3 minutter efter.

Det var en ny energi spillerne efterfølgende kom ud med, og Tobias Nielsen fik hurtigt sat tre mål ind.

Meget af kampen var præget af hurtige aktioner hos TMS, mens modstanderne spillede lange angreb.

Langt hen ad vejen havde TMS snor i GOG-spillerne i de lange angreb, men GOG formåede alligevel at spille sig til chancer, der i mange tilfælde resulterede i mål.

Tabte bolde og fejlafleveringer var der flere af hos begge hold, men da TMS fik smidt bolden væk to angreb i træk, blev det svært at holde GOG nede. Heldigvis gjorde Andreas Haagen sin del i målet for at stoppe modstanderne.

Med to og et halvt minut tilbage af halvlegen, tog GOG deres første timeout i opgøret, og fik øget føringen til pausestillingen 14-20 til GOG.

Fra anden halvleg begyndte Andreas Haagen med en redning, som dog uheldigvis endte direkte ude hos en anden GOG-spiller, der sendte den sikkert i mål.

Blot halvandet minut inde i anden halvleg tog Joachim Møller kampen op mod de fysisk stærke spillere i gult, hvilket endte med at give ham kampens første udvisning. En udvisning som TMS egentlig klarede sig fint igennem.

Da de igen var fuldtallig, blev bolden sendt ud til Victor Wolf, der scorede til 18-23, men igen svarede GOG tilbage.

En efterfølgende udvisning til GOG åbnede en dør for TMS, og den overtalsperiode vandt de 2-0.

Men hver gang TMS kæmpede sig op, skruede GOG bissen på, og 40 minutter inde i kampen var de igen foran med 6 mål.

Endnu engang rejste TMS sig, og skabte en periode med godt spil. Og med god hjælp fra Mark Nikolajsen i både assistspil og i egne afslutninger, var TMS igen kun nede med 4.

Det udløste en timeout fra GOG’s bænk, som gav pote. Med tre mål i træk var stillingen 26-33 til GOG.

I flere dele af kampen viste TMS-spillerne godt overblik med flere bolderobringer og gode forsvarsaktioner, hvilket også viste sig i det 55’ minut, hvor en stærkt spillende Christoffer Dreyer fiskede bolden, og sendte den videre til træfsikre Tobias Nielsen.

Generelt var det en kamp fuld tekniske fejl hos både Ringstedspillerne og GOG-spillerne, men 17 tekniske fejl fra hjemmeholdets side, blev i sidste ende udslagsgivende og kampen endte 32-37 til GOG.

I den kommende uge skal holdet spille to kampe. Onsdag aften drager de mod Jylland, når de møder KIF Kolding, mens der lørdag den 16/12 igen er hjemmekamp. Her møder TMS Ringsted mægtige Aalborg Håndbold.

Kampen i tal:

TMS Ringsted : Mark Nikolajsen 6, Tobias Nielsen 6, Christoffer Dreyer 6, Benjamin Hallgren 5, Joachim Møller 3, Oliver Wosniak 2, Victor Wolf 2, Nicolai Colunga 1, Anders Agger 1. 

GOG : Emil Madsen 10, Alexander Blonz 7, Aaron Mensing 6, Nicolai Pedersen 5, Henrik Jakobsen 3, Oskar Vind 3, Anders Zachariassen 2, Linus Persson 1.