fbpx

Topkamp er muligvis det mest misbrugte ord i starten af hver eneste håndboldsæson, og vi havde igen i lørdags kaldt det for en topkamp. Eller i hvert en kamp om at være med i toppen. Vi var opsatte på at bevise, at det ikke var tilfældigt, at vi spillede helt lige op med oprykningsfavoritterne fra SønderjyskE i sidste uge. Denne gang var det EH Aalborg, der var på besøg hos os. Et hold, som havde slået netop SønderjyskE i første spillerunde. Begge hold lå inden kampen med 6 point for 4 kampe, så derfor skulle man helst have en sejr for at holde fast i toppen.

Vi har set i de andre kampe, at EH Aalborg altid starter som lyn og torden, og derfor lå meget fokus på at matche dem i starten. Dette lykkedes næsten, men for mange brændte skud og manglende højde i vores forsvar gør, at vi er bagud 15-17 til pausen. Tidligere ligaprofil Kristina Bille har fået lov at lave for mange mål, så derfor handler halvlegen meget om hende, og hvordan vi får stoppet hendes scoringsfrekvens. Samtidig snakker vi om højden på vores forsvar, og at vi har lavet ALT for få frikast. 15 mål er godkendt fra vores side, specielt når man tænker på, at vi brændte en del i starten.

2.halvleg starter vi i undertal, men alligevel får vi kontakt med EH Aalborg, og denne kontakt bevares sådan set kampen ud. For anden uge i træk finder vi os selv midt i et drama, som skal afgøres helt til sidst. Da der mangler 4 minutter og 50 sekunder scorer Amanda Dahl hendes 7. mål til stillingen 27-26, og utroligt nok er det kampens sidste mål. En afslutning, hvor EH Aalborg har bolden til sidst og får et frikast efter tid, der render ud i ingenting, og vi kan hæve armene i vejret. I denne afslutning havde vi noget af det held, som vi manglede i SønderjyskE, så på den måde udligner tingene sig hen over en sæson.

Vi har nu to helt anderledes kampe mod hold fra den nederste halvdel, fx på søndag, hvor vi tager sæsonens længste tur til Vendsyssel, som endnu har deres første point til gode. Men med en lang tur i benene er det aldrig nogen nem opgave, så det kræver fuld fokus, hvis vi skal hente to point der. Næste hjemmekamp er torsdag d. 3. november, hvor vi håber at se ligeså mange som til lørdagens kamp, hvor tilskuernes hjælp helt sikkert var en medvirkende faktor til sejren.

Målscorere for TMS Ringsted: Amanda Dahl 7, Trine Mortensen og Caroline Rasmussen 4 hver, Liza Olsen og Patricia Szölösi 3 hver, Natascha Wollesen og Louise Wendelbo 2 hver og Siw Aabech og Sofie Lang 1 hver.