TMS Ringsted var hårdt ramt de sidste 3-4 kampe med en del skader på nøglespillere, bl.a. holdets topscorer Michael Riis, som dog forventes klar til de sidste kampe i 2019.
Derfor har den sportslige ledelse valgt at supplere truppen til en vigtig anden halvdel af sæsonen, som starter 1. februar i udekampen mod Bjerringbro – Kampe, som meget gerne i de følgende måneder skal sikre TMS Ringsted en forbliven i Ligaen.
Derfor har TMS Ringsted indgået i første omgang en ½ årlig aftale med en gammel kending i håndboldmiljøet, nemlig Nikolaj Witthøft Koch-Hansen. Nikolaj er 32 år og kan spille alle 3 bagspils pladser i angrebet og dækker ligeledes de fleste positioner i forsvaret. Nikolaj spillede sidst i Sydhavsøerne for 1 ½ sæson siden, men har holdt formen ved lige, så den næste periode går nu på at få håndboldtimingen på plads. Før Sydhavsøerne hed klubberne bl.a. Malmø, Ajax, AG København, Nordsjælland og adskillige U-landskampe.
Christian Dalmose udtaler: ”Vi har været hårdt ramt af skader, og får ikke Oliver Klarskov tilbage til 1. februar pga. af hans hjernerystelse. Derfor har vi været nødt til at kigge efter en supplering af truppen. Min første tanke var Nikolaj, som jeg kender fra min AJAX-tid, han har en glimrende spilforståelse i begge ender af banen, hvor han kan bruges på mange pladser, og bringer en masse rutine. Nikolaj kender også store dele af truppen fra sin tid i AJAX og ungdomsårene i FIF med bl.a. Morten Nyberg. At han ikke har spillet håndbold i de sidste 1 ½ år, er jeg ikke så bange for, vi skal nok få gjort ham klar til en masse meget spændende kampe i februar, marts og forhåbentlig kvalkampe til Liga derefter.”
Nikolaj Witthøft Koch-Hansen udtaler: ”Jeg var jo sådan set gået på håndbold-pension, men da Dalmose ringede og præsenterede ideen for mig omkring et comeback og så i Håndbold Ligaen, kunne jeg ikke lade denne mulighed passere. Jeg passer til dagligt mit job i håndboldens spillerforening, mit studie og selvfølgelig min familie. I den kommende periode skal jeg for enderne til at hænge sammen, således jeg kan hjælpe TMS Ringsted med forbliven i Ligaen, det bliver en super spændende tid. Jeg har altid set TMS Ringsted udefra som en spændende og velorganiseret klub, nu ser jeg frem til at være en del af klubben og hjælpe bedst muligt med de kompetencer jeg har. Det bliver ligeledes en fornøjelse at spille sammen med gamle holdkammerater som Morten Nyberg og Michael Riis.”
TMS Ringsted