Klasseforskel i 40 minutter var nok til premieresejr!
Det var med stor spænding at vi drog mod Hadsten, for at spille premierekampen i sæsonen 18/19. Hadsten er de seneste 2 sæsoner blevet nummer 2 og 6 i rækken, og er generelt kendt for at have en stærk hjemmebane.
Vi havde inden kampen skiftet mangeårig træner Tomas Laursen ud, og derfor skulle undertegnede og Lasse Krøis´ nye spillestil stå sin første alvorlige prøve.
Jeg kan hos lørdagens modstander læse at grunden til at vi fører ved pausen er at vi er bedre på kontra, og at begge hold laver en del fejl. Dette er forhåbentlig sagt i frustration over nederlaget, for det har ikke gang på jord. I første halvleg er der ganske enkelt klasseforskel, og vi skiller flere gange Hadsten forsvaret ad. Havde vi været lidt skarpere på den sidste aflevering, havde føringen været større end de 13-7 som der stod på tavlen. Vi skal også læse at Hadsten brænder for mange store chancer, vel snart en kliche hos den tabende træner i en håndboldkamp. Faktum er at vi får Hadstens gode skytter til at skyde i lige netop de situationer og de steder vi gerne vil have.
Derfor står Kamilla Davidsen i målet en super flot kamp, med god hjælp fra hendes forsvar.
Efter 42 minutter scorer Trine Mortensen 1 af hendes 13! mål, og stillingen er her 10-19! I disse 42 minutter, har der ganske enkelt været klasseforskel.
Herefter går vi lidt ned i kadence, ligesom Hadsten skifter keeper og går i 7 mod 6. Den keeper får vi desværre skudt forkert.
Det sammenlagt med 3 udvisninger de sidste 13 minutter, gør at Hadsten får spist en del af forspringet.
Der bliver dog aldrig panik hos pigerne, og der bliver heller aldrig tvivl om at de 2 point skulle med hjem i bussen til Sjælland.
22-26 bliver cifrene, som godt kunne have været større, men en premieresejr på en svær udebane!
Der var i kampen debut til flere spillere, Louisa Mittet, Julie Frilund, Emma Dahl og Julie Gottschalksen spillede alle. Ligesom der var comeback til Emma Navne og Amanda Dahl efter længerevarende skader.
Nu har vi en god træningsuge inden der venter en tidlig topkamp på hjemmebane i Dansk Kabel TV Arena på lørdag den 22/9, hvor vi håber at se rigtig mange mennesker i hallen!
Målscorere for TMS Ringsted:
Trine Mortensen 13, Louisa Mittet 5, Emma Navne 3, Julie Frilund og Amanda Dahl 2 hver, Louise Wendelbo 1
Cheftræner
Dennis Jensen