Indholdsfortegnelse
Direktør Henrik Dudek,
En ny sæson står for døren – rent faktisk TMS Ringsteds (tidl. Team Midtsjælland) 29. sæson. Det betyder, at vi nærmer os et jubilæum – 30 års jubilæum i sæsonen 2027-2028. Tiden går!
Arena Slagelse
Sæsonens helt store arbejdsopgave har været flytningen af vores hjemmebane til arenaen i Slagelse. Et puslespil af de større, først med Ringsted Kommune, som har været utrolig forstående og samarbejdsvillig for at få tingene til at lykkes. Derefter først kontakten til Slagelse Kommune og efterfølgende Slagelse Håndbold. Vi har begge steder oplevet en utrolig velvillighed og positiv modtagelse – overskriften på projektet ”vi skal få det til at lykkes”.
Det har været et kæmpe arbejde for alle – lige fra administrationen og ud til de frivillige, til Slagelse Kommunes administration, det tekniske personale i marken, ledelsen og de frivillige i Slagelse Håndbold. Alle har hjulpet og støttet os helt fantastisk, og nu står vi klar til den første hjemmekamp lørdag den 29. august mod Skjern.
Vi glæder os! Vi glæder os til pladsen vi får, og vi glæder os til den oplevelse, vi forhåbentlig kan skabe i en arena med plads til 1.500 siddende og 800 stående tilskuere.
Når Hal A i Ringsted igen står klar, er planen, at vi rykker retur. Lige nu er datoen 1. januar 2028.
Men allermest glæder vi os til den udmelding, som er kommet fra det politiske organ om, at vi inden for en 3-årig periode får bygget en arena – Arena Ringsted – omkring Ramblaen i Ringsted Sportscenter med 2.000 siddepladser og 500-1.000 ståpladser, som til dagligt kan rumme to baner til glæde for alle brugere af Ringsted Sportscenter.
Hjemmesiden har fået ”facelift”
Af andre større strategiske tiltag har vi lanceret en ny hjemmeside. I samarbejde med vores nye samarbejdspartner LUBI Marketing fra Slagelse har vi givet hjemmesiden noget af et ”facelift”.
Vi skal i årene frem generelt blive endnu bedre på vores eksisterende digitale platforme: hjemmeside, Instagram, LinkedIn, Facebook og app’en til erhvervsklubben Bagholdet. Meget bevæger sig i den retning.
Vi skal fortsat holde fast i de 3 B’er: bespisning, bander og billetter, men vi vil fremover blive endnu mere synlige på vores platforme. I dag har vi 11.000 følgere på tværs af de nævnte platforme. Det kan og skal vi gøre bedre.
Nye samarbejdspartnere
Vi har dags dato lige omkring 130 samarbejdspartnere – støt stigende. De køber ikke kun de traditionelle varer på hylderne, men for nogen er det vigtigst af alt relationer.
Derfor har vores hjemmeside også fået et lift med links til virksomhedernes hjemmesider og søgeord på brancher, så man hurtigt kan finde den virksomhed og det produkt, man søger.
Dertil er vores Erhvervsklub Bagholdet kommet godt fra start med små 40 deltagere ved vores første møde hos SJF Bank Ringsted, som sammen med Café Skema lægger lokaler til vores møder hver anden uge, undtagen de gange, vi er på virksomhedsbesøg.
Af nye samarbejdspartnere kan vi mærke, at vi er kommet til Slagelse. Følgende nye virksomheder er kommet til fra Slagelse (indtil videre): Egon’s Rejser, Kaiser Sport, Skoda, LUBI Marketing, EDC Erhverv, Vilcon Hotel- & Konferencegård, Vikingbus, Frimann Hansen Automobiler, Bjørns Ejendomme, Bilka og SK Energi – jeg er sikker på, at det ikke stopper her.
Dertil er der kommet en række andre nye samarbejdspartnere til sæsonstart: Anzet/Vikar- og Rekrutteringsbureau Næstved, DFM v. Casper Pihl Næstved, Fiskerlejet Karrebæksminde, Niels P. Christiansen Ringsted, KonditorBager Ringsted, Olafi Solar København og KEH Gruppen København – flere er på vej ind.
Nye CSR-tiltag
At øge aktiviteterne så markant, som vi gør pt., kræver flere ressourcer i administrationen og i hele vores kreds af frivillige, som er helt afgørende for, om vi kan afvikle vores hjemmekampe, vores events omkring kampene og vores arrangementer i løbet af sæsonen.
Et af vores nye tiltag, som mange af vores kollegaer i Bambuni Herreligaen har gjort længe, er at få praktikanter ombord i organisationen. Før sommerferien havde vi to unge studerende i praktik fra Roskilde Universitet, som læste HA Almen Erhvervsøkonomi på 6. semester på Roskilde Universitet. Overskriften på deres projekt var: ”Et erhvervsøkonomisk indblik i dansk elitehåndbold – TMS Ringsted og mulighederne for vækst i omsætningen”. Projektet strakte sig over 4-5 måneder, og de fik 10 til deres eksamen.
Konklusionen blev; Det kan (og skal) lade sig gøre at vækste omsætningen i TMS Ringsted. De tre vigtigste parametre i prioriteret rækkefølge er:
- Faciliteter– de nuværende begrænser væksten
- Sponsorer køber relationer– vi skal skabe et endnu bedre forum, hvor virksomheder og fans mødes
- Digitalisering– vi skal tænke mere ud af boksen og møde vores samarbejdspartnere og fans på vores digitale platforme
Efter sommerferien har vi fået en ny praktikant i administrationen, Mathilde Rømer, som er markedsføringsøkonomstuderende. Hun skal være hos os i 10 uger, hvorefter hun afslutter med et projektforløb. Mathilde skal hjælpe klubben med at strukturere online markedsføringsmæssige aktiviteter, lave en fremadrettet online strategi m.m. Hertil skal hun have fokus på, hvordan vi kan benytte klubbens nyhedsbreve til samarbejdspartnere og fans for at skabe større loyalitet og større relations opbygning mellem klubben og vores erhvervspartnere samt mellem klubben og vores fans.
Som I ser, ligger vi ikke stille, men er i konstant fremdrift. Det bliver vi også nødt til. Den danske herrehåndboldliga rykker sig voldsomt i disse år, og hvis (når) vi skal følge med, skal økonomien vokse i årene frem.
God sæson!
Henrik Dudek
Direktør
TMS Ringsted