Søndag aften kl. 20:00 I Arena Svendborg stod der udekamp mod GOG på programmet.
Første kamp i Poul Christensen Arena tilbage i november endte med en TMS Ringsted sejr på 38-33 efter en intens kamp.
Det var derfor et TMS Ringsted hold med stor tro på, at vi kunne hente noget med hjem fra Svendborg, der gik på banen.
Selvom vi var uden Mark Nikolajsen, Oliver Wosniak og Dines Kjeldgaard gik drengene ind til kampen med oprejst pande og kampens indledning så også fornuftig ud.
Holdene fulgtes godt ad i kampens indledning og Tobias Nielsen kunne bringe os foran med 6-7 efter 13 minutters spil.
Vi havde relativt nemt ved at spille os til fornuftige chancer i angrebet og med en fornuftig defensiv, gik vi til pausen helt lige 17-17.
Lidt for mange tekniske fejl og halvdårlige beslutninger gjorde at vi desværre ikke var foran med et par pinde ved pausen.
Fra anden halvlegs start var vi igen klar og efter 40 minutters spil kunne Benjamin Hallgren bringe os foran 21-22
Den næste periode bød desværre på en del nemme GOG mål, hvor vi forsøgte os med 7 mod 6 spil og en dobbelt udvisning efter 47 minutters spil gjorde ikke situationen nemmere og GOG kunne øge føringen til 27-23.
Resten af kampen byttede holdene lidt mål og til sidst viste tavlen 31-27 til GOG.
En lidt halvfesen fornemmelse var hvad vi sad man tilbage med efter kampen, da vi i lange perioder havde godt styr på kamppforløbet, men må også konstatere, at i de afgørende perioder var vi ikke skarpe nok og derfor kunne GOG hive sejren i land.
Kampen bød også på debut til Andreas Tesgaard Nielsen fra vores U19 hold og Andreas kvitterede med en enkelt scoring
Vi er klar igen til kamp tirsdag aften kl. 20:00, hvor Skanderborg AGF kommer på besøg i Poul Christensen Arena.
Samtidig må vi også konstatere at slutspillet ikke længere er indenfor rækkevidde og derfor går vi all-in på en sejr tirsdag, så vi forhåbentlig kan tage 2 point med over i kvalspillet.
Målscorere: Tobias Nielsen 8, Benjamin Hallgren 5, Victor Wolf 3, Frederik Horn 3, Tobias Tombak 2, Simon Ooms 2, Christoffer Dreyer 2, Andreas Tesgaard Nielsen 1, Joachim Møller 1.
Andreas Haagen 23,3%
Malte Eichhorst 45,5%