fbpx

Turneringen begyndte igen for TMS Ringsted torsdag aften. Nordsjælland Håndbold var på besøg i Poul Christensen Arena, og efter en 1. og 2. halvleg hvor det var gæsterne, der jagtede os, formåede de at vende kampen de sidste minutter og gik fra derfra som sejrherrer.

Det var os, der kom bedst fra start. Ved hjælp af store redninger fra Andreas Haagen og et velfungerende angrebsspil, kom vi foran 3-0. Nordsjælland stod med et offensivt forsvar, men med et kontinuerligt pres kunne vi trykke dem flade og komme til afslutninger.

Gæsterne fik også gang i deres spil og indhentede vores tidlige føring. Særligt formåede de at spille sig gennem på ydersiden af vores 2’ere.

Men ligesom deres backs gav os problemer i forsvaret, var situationen den samme i den anden ende. Her havde både Benjamin Hallgren og Christoffer Dreyer tidligt spillet sig varme, og de to meget fremskudte forsvarsbacks hos gæsterne kunne ikke stille noget op for det pres, der blev lagt. Ved stillingen 7-6 til os, var det 5 af de 7 mål, de to backs sammenlagt havde sat ind.

Der kom mere stabilitet i midterblokken i vores defensiv, og vi kunne øge afstanden med ét mål mere. På ydersiden kunne Nordsjælland dog fortsat spille sig igennem.

Kampens første 2 minutters udvisning måtte Frederik Horn tage imod, da gæsterne i en hurtig aktion splittede vores forsvar ad, og Horn måtte trække i nødbremsen med et skub. Men i undertalsperioden formåede vi at opretholde status quo, og føringen lå fortsat på 2 mål.

De 2 måls afstand til gæsterne holdt halvlegen ud, da Benjamin Hallgren endnu en gang satte bolden i kassen for 6. gang i en målrig 1. halvleg, hvor pausestillingen blev 20-18.

Fra 2. halvlegs start var det igen et højt Nordsjælland-forsvar, der mødte spillerne.

Mindre end 4 minutter inde i 2. halvleg måtte dommerne ud at kigge video for en for hård handling mod Christoffer Dreyer. Det endte med en 2 minutters udvisning til gæsterne. Med én mand i overtal fik Dreyer selv udvidet til en 3-målsføring.

Gæsternes offensive forsvar havde stadig ikke held med at bryde vores spil og rytme, og vi fandt derfor frem til hullerne. I Nordsjællands mål blev der dog taget mere fra, og de chancer som Benjamin Hallgren havde været så sikker på i 1. halvleg, blev nu ikke omsat til mål. Derfor bragte gæsterne sig også helt tæt på os, og kunne efter knap 42 minutters spil udligne til 24-24.

Vi fik mulighed for igen at lægge lidt afstand til gæsterne, da en for voldsom tackling på Benjamin Hallgren resulterede i endnu en udvisning til Nordsjælland. Vi fik dog ikke lukket ned i forsvaret, så da gæsterne igen var fuldtallige var stillingen fortsat lige – og kun ét minut efter var det os, der igen måtte spille i undertal.

Begge hold havde besvær med at lukke ned for hinanden, og målene væltede ind. Med 11 minutter tilbage var stillingen 30-30, og Kenneth Olsen trykkede på timeoutknappen.

Der var fortsat ingen ændringer og heller intet hul blev slået af nogen af holdene. Det var en jagt for gæsterne, der som regel måtte ned for at udligne, og få gange selv havde chancen for at sætte sig på en 1-målsføring.

I det 59. minut spillede gæsterne for at komme foran for første gang i kampen. Føringen til Nordsjælland kom med kun 17 sekunder tilbage. Dermed kæmpede vi for uafgjort og ét point.

En fejlaflevering forpurrede den chance. I stedet brugte gæsterne de få sekunder der var tilbage til at gøre den endelige stilling til 34-36, som blev det endelige resultat.

Vi spiller næste kamp den 20. februar på udebane mod Ribe-Esbjerg.

Målscorere:  Benjamin Hallgren 9, Christoffer Dreyer 6, Tobias Nielsen 5, Mark Nikolaisen 4, Axel Andersson 3, Anders Agger 3, Frederik Horn 2, Simon Ooms 2,

Andreas Haagen 24,3%