Det bliver i familien Olsen: TMS Ringsted A/S ansætter Kenneth Olsen som ny assistent for Marc Uhd, og fast fysisk træner for herreholdet på en toårig aftale.
Direktør Ian Marko Fog udtaler:
Kenneth har som aktiv selv spillet på højeste niveau i den danske liga, og nåede lige at snuse til CL I Wisla Plock. Hans håndboldfilosofi passer rigtig godt til vores unge hold, han har allerede en lang erfaring både som ungdomstræner med DM medaljer i Høj, og på seniorsiden, senest i Roskilde håndbold, hvor de overraskende både slog os og HØJ i denne sæson.
Vi tilføjer samtidig en kærkommen ekstra ressource på den vigtige fysiske del. Som uddannet Fysioterapeut og fysisk træner, vil Kenneth skræddersy de fysiske programmer til spillerne, og stå for den daglige kontakt på det område. Han var som fysisk træner med til at gøre Brøndbys fodboldkvinder til danske mestre, og har vejledt sin tvillingebror Morten gennem hele hans succesfulde karriere. Ved at slå rollerne som assistent og fysik træner sammen, får vi en optimal løsning, hvor vi nu på daglig basis kan vejlede spillerne i højere grad end tidligere.
Kenneth Olsen udtaler:
Jeg glæder mig rigtig meget til udfordringen i TMS Ringsted. Det er efterhånden længe siden jeg selv spillede i håndboldligaen, så jeg ser frem til at være tilbage på øverste niveau, denne gang dog udenfor sidelinjen. Jeg har haft nogle gode møder med Ian Marko Fog og især med Marc Uhd og jeg tror vi får et rigtig godt samarbejde i de kommende sæsoner. Jeg har været træner i 7 år nu og derigennem fået en fornuftig erfaring, men jeg ser frem til at kunne fortsætte min udvikling og fortsat få mere erfaring i TMS i samarbejde med Marc og de mange udfordringer, der venter os i håndboldligaen.