2 sejre er det blevet til i de to sidste kampe, vi har spillet. Det placerer os et fint sted, hvor vi med 7 point har indtaget puljens 9. plads. På søndag bliver det dog en lidt anden størrelse, vi skal op imod, når vi tørner sammen med toppen af ligaen – nemlig Fredericia HK. Og ikke nok med at det er 3. pladsen, vi møder, så er det en udebane af de helt svære, siger fløjspiller Tobias Nielsen.
– Det er en af de sværeste udebaner i Danmark, hvis ikke den sværeste. De har nogle vilde Ultras, som godt kan lide at give den gas og måske komme med lidt forskellige skældsord. Det skal man lige vænne sig til. Men der går et par minutter, og så tænker man håndbold igen.
Men det er ikke kun uden på sidelinjen, at der er fart på. Inde på banen stiller Fredericia med et hold, der i den grad kan levere håndbold på højt niveau. Og det gør kampen på søndag til en af de sværeste i sæsonen, mener Tobias Nielsen.
– De har et rigtig godt forsvar og et rigtig godt angreb. Der er blandt andet stor fysisk i Taboada, og så er der to håndboldhoveder i Moberg og Martinussen, der skal spille en masse minutter med Kjeldgaard. Så er det et hold, der kan spille med rigtig meget fart og rigtig meget hoved.
Med så mange kvaliteter fordelt på så mange spillere, at det derfor også nødvendigt at sætte korrekt ind for at stoppe dem. Og den mulige løsning kan ligge i den fremgangsmåde, som vi brugte i sidste sæson, og som vi også har brugt i begyndelsen af denne, fortæller Tobias Nielsen.
– Vi skal prøve at stresse det lidt for dem. Møde dem aggressivt og være lidt uforudsigelige. Vi skal tilbage til at være det hold, der ikke kan læses. Vi har nogle forskellige forsvarsformationer, vi pludselig går ind i, og noget forskelligt angrebsspil vi kan spille, som kan stresse dem lidt, så de ikke ved, hvad de skal. Det lykkedes vi med sidste sæson. Men det bliver en meget svær opgave at kopiere den indsats, vi gjorde på hjemmebane i sidste sæson.
Kampen spilles i Middelfart Sparekasse Arena klokken 14:00. Følg kampen i Tophåndboldappen og på vores Instagram.