Mandagens kamp på udebane mod Nordsjælland Håndbold bliver en kamp, der vil komme til at handle om fysik og vilje.
Selvom det på papiret er en kamp, som TMS Ringsted er favoritter til at vinde, er det langt fra sådan, det forholder sig, mener fløj Tobias Nielsen.
– Det kan gå begge veje på mandag, og det kommer til at blive en udfordring, hvis vi ikke lykkes med de ting, vi gerne vil.
Hjemmeholdet, som ligger nummer 12 i Herreligaen, er nemlig en modstander, der kan være svær at spille imod, siger han.
– Er vi ikke der, hvor vi skal være, og får vi ikke ramt dem ordentligt, så får vi det svært.
– Hvis vi skal have point med fra Hillerød på mandag, så skal vi gå mere fysisk til dem. Vi skal have stoppet deres kontraspil, deres hurtige boldflyttere og vi skal stoppe Kristian Olsen og Nichlas Hald, siger han.
Farten, som modstanderne kommer med, var noget af det, der voldte TMS problemer, da holdene mødtes i oktober i en tæt affære, som TMS dog endte med at vinde 27-25.
Stor tro på muligheden for 2 point
På trods af at TMS’ seneste kamp blev til et nederlag, er der flere af takterne fra kampen mod Fredericia HK, som de kan tage med videre og bruge mod Nordsjælland.
– Det er et lidt andet forsvar, vi skal møde, i forhold til at Nordsjælland ikke dækker nær så offensivt, som Fredericia gør. Men vi havde rigtig godt forsvar i kampen mod Fredericia, så jeg synes, vi kan tage rigtig meget defensivt med til kampen mod Nordsjælland.
Troen på at en sejr kan lade sig gøre, er der da også, fastslår Tobias Nielsen, der dog sætter understreger, at alt skal spille, for at de to point bliver en realitet.
– Vi har selvfølgelig en kæmpestor tro på, at vi kan få de to point, hvis vi tror på vores eget koncept.Vi har en forventning om, at vi går all in. Og vi giver alt for at gå ind og vinde den her håndboldkamp.
Det tegner til at blive et spændende opgør, som starter klokken 19:00 og kan følges på TMS Ringsteds officielle Instagram og i Tophåndbolds app.