fbpx

Årets sidste kamp spiller vi lørdag eftermiddag. Her skal vi til Sønderjylland, hvor Sønderjyske venter. Forventningerne til kampen er høje, ligesom ønsket om en god afslutning inden julepausen er stor, fortæller stregspiller Joachim Møller.

– Det er sindssygt vigtigt at slutte godt af. Vi kommer med alt det sidste, vi har. Så vi tager til Sønderjyske for at komme hjem med 2 point, det er der ikke nogen tvivl om. Vi ligger rigtig tæt i tabellen, og 2 point mod Sønderjyske i morgen ville være kæmpestort for Ringsted. Så kan vi gå rigtig tilfredse på pause.

Efter de sidste kampe vi har spillet, er vi både oplagte og klar til at kæmpe hårdt for 2 point i kampen lørdag.

– Vi er supermotiverede og tror også på, at vi kan gå ned og lave en rigtig god præstation dernede. Vi havde en rigtig god kamp dernede sidste år, og hvis vi kan få løst de ting, Sønderjyske kommer med, så tror jeg også vi har rigtig gode muligheder for at gå derfra med point, siger Joachim Møller.

Et hold med højt topniveau

Det var både en tæt og fysisk kamp, da de to hold mødtes tidligere i sæsonen. Og det er også den forventning, som Joachim Møller har til kampen denne gang. Derfor lægger han heller ikke skjul på vigtigheden af at få løst nogle af deres profiler.

– De kommer med en god portion selvtillid, da de har vundet deres sidste par opgør. Så det er et hold, der måske er startet lidt svagt ud, men som har fundet et rigtig godt niveau. De kommer primært med en stor profil i Nicolaj Jørgensen, som har spillet vanvittigt godt i år. Så det er ikke nogen hemmelighed, at ham har vi forberedt os godt på til i morgen.

– De har et rigtig højt topniveau og nogle virkelig dygtige spillere. Og ellers så er det et hårdtarbejdende og fysisk forsvar, som de fleste hold har problemer med at score imod. Så vi skal spille vores allerbedste i morgen, hvis vi skal have noget med derfra.

Kampen spilles klokken 16:00 i Sydjysk Sparekasse Skansen. Følg med på vores Instagram eller i Tophåndbold appen.