Dét, TMS Ringsteds herrer har leveret i denne sæson, har overgået alles forventninger. Holdet, der kommer direkte fra 1. division, sikrede sig nemlig en plads i Ligaens DM-slutspil i starten af marts.
De sidste mange år har TMS Ringsted været en klub, som er rykket op i Herreligaen – og så rykket tilbage ned i 1. division ved sæsonens afslutning. Men sådan blev det ikke i sæsonen 23/24. Klubben har nemlig præsteret noget, som sjældent ses. De har sikret sig en plads i slutspillet, i samme sæson som de er rykket op i Ligaen.
Og da grundspillets sidste kamp skulle afvikles mod Ribe-Esbjerg HH lørdag eftermiddag, satte holdet en tyk streg under deres ret til at være i Ligaen, da de med en sejr på 30-27 kunne overtage 7. pladsen.
Det er en bedrift, som cheftræner Marc Uhd er særdeles stolt af.
– Det er helt fantastisk i forhold til, at vi har leveret over, hvad vi selv forventede, men også hvad alle andre forventede. Det er vel lidt en eventyrfortælling, hvis jeg skal være ærlig. I forhold til, at vi som sagt er kommet op som oprykker, siger han.
Og præcis dét, at de som oprykker har præsteret at kvalificere sig til slutspillet, gør da også hele oplevelsen ekstra speciel.
– Det er det med, at vi har været i 1. division, og nu er det sådan et ryk. Hvis man er et etableret ligahold, som kæmper med om slutspillet, eller har det som målsætning år efter år, så rammer man det jo en gang imellem. Men vi har slet ikke turde drømme om det.
Det er blevet til 12 sejre og 2 uafgjorte kampe i løbet af sæsonen, og pointene er dermed løbet op i hele 26 af slagsen. Med det antal point er holdet for første gang med i slutspillet.
Flere årsager til succesen
Ifølge Marc Uhd er årsagen til, at holdet har formået at hente 26 point, blandt andet den måde træningen bliver drevet på. Men der ligger også en fortjeneste hos spillerne selv.
– Der er sket helt vildt meget fra sidste år til i år, og det tror jeg, der er flere faktorer i. Jeg synes, vores træningshverdag er god, og så er det også den type spillere, vi har fået ind, mens dem, der var her sidste år, har løftet sig, siger Marc Uhd.
Han understreger samtidig, den betydning det har haft, at TMS har samlet nogle spillere, som passer godt sammen både inde og uden for banen.
– Vi har været gode til at ramme plet med de spillere, vi har rekrutteret. Både i forhold til deres personlighedsprofil, men også i forhold til dét, vi har kunnet håbe på at få på banen. Jeg tror jo meget på, at hvis vi har det godt med hinanden som gruppe, så får vi det bedste ud af hinanden, siger Marc Uhd.
Stor begejstring blandt TMS-spillerne
At det har været en fordel at rekruttere forskellige slags spillere, er TMS-spiller Benjamin Hallgren enig i.
– Vi er nogle spillere med mere rutine, som bidrager med erfaring. Men jeg tror også, vi har været rigtig gode til at finde de rigtige typer af spillere, siger han.
Og den succes, det har endt med at give holdet, er han både utrolig begejstret og stolt over. Og han mener, at det vidner om holdets niveau.
– Alle ved jo, at vi var tippet til sidstepladsen inden sæsonens start. Så at vi nu står og skal spille slutspil er jo helt vanvittigt. Vi viser, at vi er gode gang på gang. Det er ikke noget tilfælde eller held, at vi vinder længere. Vi er gode, og vi fortjener at spille slutspil.
Selvsamme følelse sidder stregspiller Joachim Møller med. Han tror desuden, at holdets fremgangsmåde har været medvirkende til at bringe dem til slutspillet.
– Den strategi vi havde lagt fra start, i forhold til kun at fokusere på den kamp vi står overfor, har virket. Og det har været det, som lige pludselig fik os i slutspillet, siger han.
En stor opgave venter i slutspillet
Nu venter der så en række kampe mod flere af Ligaens tophold, og det bliver ikke kampe, som Marc Uhd forventer bliver spor nemme. Tværtimod.
– Jeg tror, at de rigtig dygtige hold skruer lidt op. Så det er nu, det gælder – også for de store hold. De går på banen for at vinde, og det er også det, vi arbejder efter, siger han.
Så selvom TMS Ringsted på nuværende tidspunkt har leveret resultater, som burde betyde, at de godt kan spille med, når slutspillet starter, så er Marc Uhd ikke i tvivl om, at det kan blive en rigtig stor udfordring at være med.
– Det kan godt blive rigtig svært at vinde et par kampe. Men vi går efter det, og så kommer vi til at arbejde videre med det mantra, som vi har haft hele sæsonen; vi knokler, vi fighter, og vi taber ikke til os selv.
I slutspillet skal TMS Ringsted møde Fredericia HK, GOG og Skjern Håndbold. Første kamp bliver spillet fredag den 5. april klokken 20:00 i Poul Christensen Arena mod Fredericia.