Louise Hansen forlænger med TMS Ringsted
Aftalen med Louise Hansen er vi rigtig glade for i TMS Ringsted. Louise har efterhånden stor erfaring som forsvarsgeneral.
Louise er vores hardhitter i forsvaret, hvor hun er den, der binder det hele sammen.
Vi er derfor utrolig glade for Louises underskrift, da hun igen er tiltænkt en stor rolle i forsvaret.
Selvom Louises force er i forsvaret, og der hun har det allerbedst, så er “Kylle” også at finde i den anden ende, hvor hun, med hendes rolige spil og overblik, kan sætte bolden ind bag netmaskerne.
Louise siger om sin forlængelse:
“Jeg har efterhånden spillet i TMS Ringsted i mange år, og jeg var heller ikke i tvivl om, hvorvidt jeg skulle forlænge eller ej. Der et godt træningsmiljø, hvor der er gode muligheder for at udvikle sig og blive endnu bedre. Klubben har et stort fokus på at optimere, og jeg håber, at vi i næste sæson fortsat kan bevise, at vi er et godt tophold. Derudover trives jeg godt på holdet, hvor det sociale fællesskab vægtes meget højt. Vi har et godt sammenhold, så jeg ser frem til endnu en sæson i den grønne trøje”
Laura Bjaldby forlænger med TMS Ringsted
Laura har forlænget samarbejdet med TMS Ringsted for endnu en sæson.
Laura har efterhånden været en del af TMS Ringsteds dametrup gennem de seneste 6 sæsoner. Desværre for os og Laura, har disse været præget af mange skader.
Laura havde i denne sæson kæmpet sig tilbage efter en knæoperation, men måtte desværre udgå med endnu en knæskade, og har derfor næsten været skadet hele sæson 2022/23.
Laura har endnu en gang kæmpet med genoptræningen, og vi forventer, at Laura er helt klar til den kommende sæson. Vi glæder os, og Laura glæder sig rigtig meget.
I Laura har vi en spiller, som altid knokler med træningen, og når hun spiller, er det med stort engagement, og hun kæmper altid for holdet.
Laura er samtidig en pige, der skaber højt humør i truppen, og som går meget op i, at alle har det godt i truppen.
Laura er en spiller, som besidder en utrolig springstyrke med hurtige fødder og et rigtig godt skud. En anden af Lauras forcer er hendes forsvarspil, hvor hun altid er garant for de gode tacklinger.
Til forlængelsen siger Laura:
“ Jeg har valgt at forlænge med endnu en sæson i TMS, da jeg føler mig godt tilpas i klubben. Den indeværende sæson har mest af alt budt på genoptræning, som pigerne, ledelsen og teamet omkring holdet har været meget støttende og motiverende omkring. Jeg glæder mig derfor til en sæson, hvor jeg er fit for fight, og kan bidrage på håndboldbanen og til det gode træningsmiljø.”