Henrik Dudek, Formand
Jens Peter Jensen, Direktør
Et nyt år er i gang, og det er et oplagt tidspunkt at gøre status – og sikke en status vi kan gøre.
Vi har nu samlet et 5-mands salgsteam, der arbejder målrettet med nye samarbejdsaftaler, mens vi (Lars Nila og jeg, Henrik) vil fokusere på gentegninger og nytegninger.
Glæd jer – vi kommer snart forbi eller ringer til en snak her i begyndelsen af det nye år om den kommende sæson 2026-2027, hvor vi skal lægge ekstra lag på for fortsat at udvikle os.
Derudover har vi fået tilknyttet fire stærke ambassadører, som er kendte i regionen og skal hjælpe os med at åbne døre til større samarbejdspartnere – de første leads er allerede meldt ind.
Vi er også i fuld gang med planlægningen af en værge-komsammen for nye mulige samarbejdspartnere, hvor PwC Ringsted venligt stiller lokaler til rådighed med bespisning og indlæg. Arrangementet finder sted sidst i februar, og mere information følger medio januar.
Og som om det ikke var nok, er vi allerede i gang med forberedelserne til et større arrangement i forbindelse med vores hjemmekamp søndag den 8. marts mod GOG, hvor vi kombinerer sponsorcykling, gratis kamp-koncept og gave-aktion. Man kan vist roligt sige: Der sker noget i TMS Ringsted!
December bød i øvrigt på en ”lille aprilsnar”. Vi sagde ja til, at Morten Olsen fra onsdag til søndag kunne gæstetræne et hold fra Los Angeles ved en turnering i Denver. Det blev blæst op til, at han var ny cheftræner ”over there”… Det er han ikke, vil vi gerne understrege.
Morten Olsen er fortsat bestyrelsesmedlem og sportschef i TMS Ringsted A/S – forhåbentlig i mange sæsoner endnu. Morten tager i øvrigt afsted igen 2-3 dage sidst i februar – denne gang til New York. Vi er kun stolte over at have en sportschef, som kan bidrage flere steder.
I december bød vi også velkommen til vores nye Egyptiske spiller Ahmed Sameh, han var her i præcis 9 dage inden han tog
retur til Kairo og holdte juleferie. Men i de 9 dage var han med til at vinde 3 kampe og spille TMS Ringsted i deres første Final4.
At vi allerede nu kan byde Admed velkommen, kunne kun lade sig gøre fordi fire samarbejdspartnere rykkede sammen, og fandt dele af den samlede økonomi.
De 4 samarbejdspartnere var; Kurt Hansen, Mercoprint, TFK Services og Henry Hansen – tak for opbakningen skal der lyde herfra.
Til slut vil vi benytte lejligheden til at sige tak for den fantastiske opbakning – uden jer havde det ikke været muligt at opnå de resultater, vi kan bryste os af.
Vi ønsker jer et rigtig godt nytår og ser frem til et spændende 2026 sammen med jer.
Vi ses i februar – forhåbentlig oven på endnu et EM-guld til Nikolaj Jacobsens drenge.
De bedste hilsner
Jens Peter Jensen og Henrik Dudek