TMS Ringsteds venstrefløj Mads Dudek har været så uheldig at skære sig i sin tommelfinger på venstre hånd i ferien. Mads er blevet opereret, og forventes ude i 3 måneder til ultimo oktober.
Når skaden er sket, så gør BELFOR skaden god igen. Det har BELFOR også gjort i dette tilfælde, hvor de med et sponsorat i TMS Ringsted, har gjort det muligt at lave en aftale med Mick Schubert, som udover at være tidligere spiller i klubben, også er ansat i BELFOR.
Mick er en fuldgod erstatning for Mads på venstrefløj. Mick har indtil sidste sæson været aktiv for AJAX. Før Ajax spillede Mick i Porto (Portugal), Faaborg og AG København. Specielt Micks to sæsoner i Porto har været fantastiske, hvor han spillede på et meget højt niveau.
Jeg er selvfølgelig ked af situationen omkring Mads, men sket er sket, og med Mick ombord, som jeg kender fra min AJAX tid, er vi godt dækket godt ind. Derudover, så skal vi også huske på, at vi har Jakob Jessen, som spillede nogle fine kampe sidste sæson. De to skal nu tage kampen op om venstrefløjen, og jeg er helt rolig på deres kvaliteter, udtaler Cheftræner Christian Dalmose.
Jeg havde planlagt at drosle lidt ned og spille lidt 2. holds bold i AJAX, men da Christian ringede, syntes jeg, det lød for spændende. Jeg kender klubben fra min tid i klubben over to omgange og jeg kender de fleste af spillerne og menneskerne omkring klubben. Jeg er derfor sikker på, at jeg hurtigt falder til. Jeg har holdt formen ved lige, hvor det ikke er ret langtid siden, at jeg spillede min sidste 1. div. kamp i AJAX. Når man så samtidig har en forstående arbejdsgiver i BELFOR, som gør det muligt, er det bare at springe ud i det, udtaler Mick Schubert sig.
BELFOR hjælper med skadeservice, når uheldet rammer i form af vandskader, brand, stormskader, indbrud og skimmel. Firmaet, som har hovedkontor i Slagelse, rykker ud og lave skadestop over hele landet – døgnet rundt – året rundt.
Udover ovennævnte, er der sket en lille justering i truppen, nemlig at Philip Monberg klubbens højreback har fået ophævet sin aftale. Philip kunne ikke længere afsætte den fornødne tid ift. sit arbejde og bopæl på Amager. Klubben har derfor lyttet til Monberg og ophævet hans aftale. TMS Ringsted takker for hans indsats og ønsker ham alt mulig held og lykke med fremtiden. Vi sonderer nu markedet, for at finde hans afløser.
TMS Ringsted
På billedet: Mads Dudek med sin skadet tommeltot, Cheftræner Christian Dalmose og vores nye venstrefløj Mick Schubert