fbpx

TMS Ringsted gik fra lørdagens hjemmebanekamp mod Ribe-Esbjerg med en étmålssejr, efter en kamp hvor holdene på skift havde siddet på tingene.

Det var en jævnbyrdig start i kampen, der gjorde, at holdene fulgtes ad de første 10 minutter. Ligeledes virkede det som om, at der hos begge hold manglede gejst og koncentration, hvilket blev til flere halvhjertede afslutninger og tekniske fejl.

TMS så dog ud til at få stoppet flowet i Ribe-Esbjergs spil og med en akrobatisk Andreas Haagen i målet, samt med præcision fra Axel Andersson og Tobias Nielsen kunne vi roligt liste os op på en tomålsføring cirka et kvarter inde i halvlegen. Det forspring skulle Ribe-Esbjerg dog ikke bruge mange minutter på at indhente, og igen lå holdene side og side og skiftedes til at sætte boldene i mål.

Der var kommet fint flow i TMS’s offensiv, hvor de både formåede at spille sige igennem Ribe-Esbjergs midterforsvar og spille fløjene fri. I defensiven udfordrede gæsterne os dog. Her kunne de flere gange ved hjælp af krydsspil og et konsekvent hårdt tryk løbe på ydersiden af vores backs. Og efter de havde gjort det så mange gange, at det bragte dem foran 11-12, tog TMS første timeout 21 minutter inde i kampen.

Overskuddet var uden tvivl til stede hos hjemmeholdet, der kom tilbage fra timeouten med et flot vip til Christoffer Dreyer. Men defensiven var der stadig ikke styr på, og jyderne fortsatte med at spille sig igennem.

Med 5 minutter tilbage af halvlegen gik TMS i 7 mod 6, et velkendt værktøj som holdet har godt styr på. Men problemerne i forsvaret var endnu uforløst, og det var derfor i stedet gæsterne, der kunne bryste sig af en tomålsføring. Det nåede Tobias Nielsen at reducere til en étmålsføring, inden holdene gik til pause med stillingen 16-17.

Det var Ribe-Esbjerg, der kom bedst ud fra pausen og kunne lægge yderligere afstand til TMS.

40 minutter inde i kampen viste tændingen sig i hele hallen, efter en Ribe-Esbjerg-spiller ramte Axel Andersson under en skudafvikling, og derfor måtte ud at sidde i 2 minutter. I overtalsperioden skulle vi dermed forsøge at hente et par mål. Men at stoppe gæsternes offensiv var ikke så ligetil, og vi gik derfor fra overtalsperioden uden en reducering af gæsternes føring. Og da de kunne øge føringen med et mål yderligere, måtte vi igen trykke på timeout-knappen.

En velspillende Ribe-Esbjerg målmand gjorde det ligeledes svært for os, men Tobias Nielsen havde tur i den i dagens kamp og passerende ham til stillingen 21-24 med 15 minutter tilbage.

En bølge af kampgejst ramte hjemmeholdet, der med flere gode aktioner kunne puste gæsterne i nakken, da Tobias Nielsen på et straffekast bragte os på 24-25, og dermed tændte hele hallen. Det fik gæsterne til at gøre brug af en timeout.

Momentum forblev hos os, og Victor Wolf kunne så udligne til 26-26 med mindre end 6 minutter tilbage af kampen. Igen tog TMS 7 mod 6 spillet i brug, og kort tid efter bragte Christoffer Dreyer os foran.

Jyderne var dog ikke nemme at ryste af, og på et øjeblik havde de igen vendt stillingen.

I kampens sidste minutter var der hård fight og intens stemning på banen og i resten af hallen. Stillingen var 29-29, da vi gik ind i det allersidste minut. Med 30 sekunder tilbage kom TMS i boldbesiddelse, og med en timeout taget af hjemmeholdet, skulle kampen forsøges lukket. En scoring af Benjamin Hallgren gav udsigt til 2 point, som gæsterne kun havde 6 sekunder til at forhindre.

TMS fik stoppet det sidste angreb og gæsterne fik tremeter efter tid, , som dog endte ud i ingenting. TMS tog dermed sejren med slutresultatet 30-29.

Vi spiller igen på hjemmebane lørdag den 12. klokken 15:00 mod Grindsted.

Målscorere:

Tobias Nielsen 10, Benjamin Hallgren 5, Christoffer Dreyer 4, Simon Ooms 3, Mark Nikolajsen 2, Oliver Wosniak 2, Axel Andersson 2, Victor Wolf 1, Tobias Tombak 1

Andreas Haagen 23,5%

Rasmus Larsen 33,3%