fbpx

TMS Ringsted kan med tilfredshed offentliggøre, at trænerteamet for klubbens 1. division damer for de kommende to sæsoner er på plads. Cheftræner Tomas Laursen har forlænget sin aftale med TMS Ringsted for yderligere 2 år, således at den nu gælder til og med sæsonen 2017/2018. Tomas Laursen har de sidste to sæsoner, sammen med assistenttræner Marianne Andersen, stået i spidsen for klubbens 1. divisionshold damer. Tomas Laursen har tidligere været ungdomstræner i TMS Ringsted, hvor han bl.a. vandt DM guld med Dame Junior.

“Vi har valgt at forlænge med Tomas Laursen, da vi gerne ser hans projekt med at udvikle damehåndbolden i TMS Ringsted fortsætte de gode resultater,” udtaler formand Henrik Dudek. Dameholdet skal manifestere sig som et godt midterhold i 1. division og give plads til nye unge talenter.

Marianne Andersen har valgt at stoppe i TMS Ringsted efter hele fire sæsoner. Stor tak til Marianne Andersen, som igennem alle sæsoner har gjort et fantastisk stykke arbejde for TMS Ringsted. Vi håber fortsat at se Marianne Andersen i TMS Ringsted.

Dennis Jensen ny assistenttræner

Til afløser for assistenttræner Marianne Andersen har TMS Ringsted indgået en aftale med Dennis Jensen som ny assistenttræner for de næste to sæsoner, gældende til og med sæsonen 2017/2018. Dennis Jensen har de seneste sæsoner været træner for klubbens U16 drenge.

Dennis Jensen har selv spillet som U16 og U18 spiller i TMS Ringsted og efterfølgende på HF Susås 3. divisionshold, indtil en skade stoppede ham, hvor efter Dennis Jensen har valgt trænervejen. Han har de seneste 5 år været træner for TMS Ringsteds U14 drenge, U16 piger og senest U16 drenge. Det seneste år har Dennis Jensen ud over hans træneropgaver i klubben været ungdomsscout. Derudover har han været 3 år i HRØ som forbundstræner. Så det er en ung træner med stor erfaring og masser af energi, der sætter sig på bænken ved siden af Tomas Laursen.