Lørdag eftermiddag bød på nok en kamp i damernes 1. division, hvor TMS Ringsted tog imod topholdet fra Skanderborg Håndbold, som mødte op med 16 point på kontoen for 9 kampe, mens TMS-damerne havde skrabet 8 point sammen før dagens kamp. Gæsterne, som i dagens anledning spillede i rødt, var ubesejrede helt frem til og med 7 runde i turneringen, men tabte så i 8. runde i Bavnehøj Arena til Ajax København. Men runden efter kvaste de så Fredericia HK1990 med 32-16 hjemme i Morten Brørup hallen i Skanderborg, det samme Fredericia-hold, som kom med en frisk 25-19 sejr fra Ringstedhallen.
Favoritværdigheden i lørdagens kamp lå således i hænderne på det gæstende hold. Men det er TMS-damerne, som kommer klart bedst fra start i en hæsblæsende åbning, præget af et meget offensivt, fysisk og kontant tacklende Ringsted-forsvar, som effektivt lukker af for de lynhurtige, men fysisk lidt klejne, Skanderborg-spillere. I angrebet boltrer især Caroline Rasmussen og Ida Kingo sig for TMS. Hos gæsterne bruges der alt for meget energi på brok over dommerkendelser, som tydeligt fjerner fokus fra spillet med den klistrede læderkugle.
Efter 12 minutter tager Skanderborg en time-out ved stillingen 6-2. Og de opnår den ønskede effekt, nemlig at bryde TMS’ flow i angrebet. Gæsterne kommer tilbage i kampen, ikke mindst takket være en fremragende Amalie Wichmann, som midt i 1. halvleg laver 4 mål i streg på sit karakteristiske hopskud, uden at TMS formår at svare igen.
Men modsat tidligere kampe hjemme mod bl.a. Hadsten og Fredericia, så træder TMS-damerne denne gang i karakter, bl.a. takket være nogle fremragende og kraftfulde afslutninger fra Louise Olsen. Og hvor er det befriende at se, at man bliver ved med at tro på sagen og igen formår at højne skarpheden i afslutningerne, således at man kan går til pause med en lidt overraskende føring, på 13-10.
Efter pausen kommer Skanderborg så bedst fra start, og de første 6 minutter er der ikke meget, som hænger sammen for TMS-damerne, som forfalder til alt for hurtige og uskarpe afslutninger. Skanderborg vender helt op og ned på stillingen og bringer sig i front med 15-18, og så begynder det at ligne et nyt pointtab for TMS. Men sådan skal det bare ikke være denne eftermiddag. Det er som om, at man kan høre TMS-damerne sige til hinanden nede på banen; ’Det skal fandeme være løgn, vi vil vinde denne kamp’. To forhold bliver især afgørende for, at TMS kommer tilbage i kampen:
• Ida Kingo fortsætter sit one-woman show offensivt og skyder med alt, hvad hun har, og hun er rigtigt godt skydende denne eftermiddag. Scorer mange flotte og vitale mål, da TMS igen vender kampen.
• Og Christina Gregersen, som stod en flot første halvleg, viser efter pausen målmandsspil i ypperste klasse. De sidste 20 minutter holder hun et fænomenal højt niveau i TMS-buret med mange flotte redninger på bestemt ikke uefne Skanderborg-afslutninger. Hun bliver da også fortjent valgt til kampens TMS-spiller.
Jeg noterer også to meget flotte mål af Nina Bech i denne sidste kritiske fase af kampen, ligesom et susende langskud fra Natascha Wollesen får hele TMS-bænken op at stå og juble i vilden sky. Det ender i vild jubel i Ringstedhallen, en meget overraskende sejr til de grønblusede på 24-22, efter en flot håndboldkamp af hjemmeholdet, som viste, at man kan komme meget langt, hvis man bare tror på det hele vejen, og at selv korte down-perioder i løbet af en kamp ikke betyder, at man behøver at tabe en kamp. Gæsterne investerede ikke nok vilje i dagens kamp og taber til et på dagen bedre spillende og kæmpende TMS-hold.
En stor skalp til TMS-damerne efter en forbilledlig fight. Og en absolut fornøjelse på vej ud af hallen at høre en meget høj sejrssang fra hjemmeholdets omklædningsrum.
For TMS scorer Ida Kingo 7 mål, mens Caroline Rasmussen og Louise Olsen laver hver 4 mål. Hos gæsterne bliver Amalie Wichmann topscorer med 10 mål.
Der bliver brug for samme gejst og tro på tingene allerede fredag aften i denne uge, når TMS-damerne skal til Lyngby.