Denne weekend bød på to udebanesejre til TMS’ hold i 1. division, herrer og damer. Sejre over hold, der ligger godt til i de respektive rækker.
Herrerne var fredag aften på besøg hos Ajax København i Bavnehøj Arena, hvor 518 tilskuere var vidne til en 33-28 sejr til de grønblusede. Pausestillingen lød på 17-10 i TMS’ favør og vidner således om en komfortabel sejr, hvor der aldrig var tvivl om kampens slutresultat. Topscorer for TMS blev Nicklas Petersen med 7 mål, mens både Andreas Stryger, Rune Ohm og Lasse Sinding Jensen alle står noteret for 6 mål hver.
Damerne i 1. division havde lørdag taget turen til det jyske for at møde Bjerringbro FH. Her var der heller aldrig tvivl om sejren til TMS. Efter en pauseføring på 18-9 kunne damerne efter de 60 minutter pakke to point ned i tasken og drage hjem til Ringsted med en sikker 31-21 sejr. TMS’ topscorer blev Amanda Dahl med 7 mål efterfulgt af Caroline Rasmussen og Sofie Lang hver fik scoret 5 mål.
Begge hold spiller også næste weekend på udebane. Både geografisk og tabelmæssigt er der lagt op til tætte opgør.
Fredag kl. 20.00 løber TMS’ herrer ind i BorderShop Arena i Maribo for at spille mod Team Sydhavsøerne. Pt. er det rækkens nr. 5, der tager imod rækkens nr. 3.
Lørdag kl. 14.30 møder damerne Roskilde Håndbold i Roskilde Hallerne. Roskilde ligger pt. nr. 3, mens TMS ligger nr. 2.
Først lørdag d. 26. november er der kamp igen i Dansk Kabel TV Arena. Her spiller herrerne kl. 16.00 topopgør mod Skive fH.