Lørdag den 4. november bliver en helt speciel dag i Dansk Kabel TV Arena, hvor både damer og herrer spiller nogle brag af nogle kampe.
Damerne møder ærkerivalerne fra Roskilde, som inden sæsonen har meldt ud, at de forventer at vinde 1. division. Det startede godt for de hvide med 4 sejre. Dette er dog efterfulgt af tre nederlag til nogle af de andre tophold i rækken. Det er derfor et toptændt Roskildehold, der gæster Ringsted på lørdag.
For vores eget vedkommende er vi i den lykkelige situationen, at vi har vundet tre kampe i træk mod Fredericia, Rødovre og AGF. De resultater betyder, at vi i tabellen er gået forbi Roskilde og har lagt os på 6. pladsen i rækken, 1 point foran. Dette håber vi som minimum er intakt og også gerne udvidet efter lørdagens kamp!
Så kom i hallen kl.14.00 på lørdag!
Efter damernes kamp har herrerne en utrolig vigtig topkamp mod Lemvig. Denne kamp starter kl.16.00. TMS Ringsted indtager førstepladsen i 1. division, og det er en plads, som herrerne vil gøre alt for at holde fast i.
Så ud over det dårlige vejr er der masser af andre grunde til at kigge forbi Dansk Kabel TV Arena på lørdag!
Med ønsket om et brag af en håndboldlørdag.
Dennis Jensen
Assistenttræner, damer 1.division