Fire måneder er der gået – næsten på dato – fra revitaliseringsprocessen i dameafdelingen i TMS Ringsted blev iværksat. Processen har været både intens og omkalfaterende. En ny ledelse og nye spillere er kommet til, andre er blevet løftet op fra sidste års hold 2 og enkelte er tilbage fra truppen i sidste sæson. En træningskultur er bygget op fra grunden med fokus på et sundt og bæredygtigt miljø, hvor trivsel, håndboldglæde og udviking er i fokus. Og så er et nyt spilkoncept blevet implementeret – på nordisk, engelsk og lidt på fransk.
Første styrkeprøve for kvindeholdet fandt sted i Ringsted Sportscenter fredag aften, hvor Gudme HK kom på besøg. Kampen var imødeset med lige dele spænding, nervøsitet og lidt præstationsangst. For hvad nu hvis holdet slet ikke var parat?
Den normale procedure med en række træningskampe, træningslejre og teambuilding har nemlig været fuldstændig udeladt – dels på grund af sommerferie og så fordi fokus entydigt har rettet sig mod at spille et hold sammen i hallen, på løbebanen, i fitnesscenteret og til crossfit i Anlægget. Alt er sket samtidig med at der løbende er ankommet nye spillere til fællesskabet.
Forløsningen og glæden var naturligt stor – faktisk stod den malet i ansigterne på spillere, team og ledelse, da måltavlen efter 60 minutters håndbold viste 35-28 i TMS’ favør. Ganske vist var pigerne fra Fyn tæt på at indhente TMS’erne enkelte gange i matchen, men hver eneste slog hjemmeholdet tilbage med kraft, styrke og relativ sikker hånd.
Kampen kunne været blevet afgjort allerede i 1. halvleg, hvor TMS var foran med syv scoringer fem minutter før pausen. Desværre blev sækken ikke snøret – og marginaler gjorde, at Gudme fik reduceret føringen til fire mål ved pausen. Tendensen fortsatte efter pausen, hvor de gulblusede åd sig endnu tættere på og efter 12 minutter af 2. halvleg kom fynboerne helt tæt på med en reducering til 22-23. Derfra hankede TMS op i sig selv og vandt de følgende syv minutter med 8-0, og så var kampen endegyldigt afgjort.
Udover en fremragende holdpræstation noterede de godt og vel 300 tilskuere sig fine individuelle præstationer fra Natascha Wollesen i et overdådigt målhumør, Thea Merrild på bare 17 år, der ikke satte en fod forkert, debutanten Christine Veggerby, der tog over i midterforsvaret i det meste af 2. halvleg og som også leverede en vigtig scoring i den anden ende af banen, da TMS trak fra.
Nævnes skal selvfølgelig også Alexandra Lacrabere, som var her og der og allevegne med både mål, assists og veltimede forsvarsaktioner. De blev kun overstrålet af en anden debutant, Frederikke de Sparra Rasmussen i TMS-målet, som leverede et hav af redninger og var en bundsolid sidste skanse i samtlige 60 minutter.
Næste opgave venter allerede fredag i Baunehøj Hallen, hvor Ajax tager imod klokken 19.00.