TMS Ringsted damer har sikret sig endnu et stærkt kort til den kommende sæson i form af keeper Sofie Juhl Sørensen, som er hentet hjem fra Hadsten Håndbold.
Sofie kom til TMS ungdom fra Slagelse i ungdomsårerne, men tog derefter på Randers Sportsakademi, hvor det blev til enkelte kampe på ligaholdet. Sidste sæson blev Sofie hentet til Hadstens 1. divisionshold, men nu ønsker hun at vende retur til Sjælland. Det er derfor en stor glæde, at Sofie valgte TMS Ringsted.
Sofie er ambitiøs og målrettet samt teknisk meget dygtig i målet. Træner Tomas Laursen glæder sig til at følge den videre udvikling hos den unge keeper. Det er derfor en glad Sofie, der vender tilbage til TMS Ringsted:
”Jeg har valgt at vende hjem og ser frem til at være en del af det spændende projekt, som nu fungerer rigtig godt i Ringsted. Netop de gode træningsrammer har været vigtig for mig, så jeg kan forsætte min udvikling. Jeg kender klubben og mange af pigerne, så jeg glæder mig og ser frem til den nye sæson.”
TMS træner Tomas Laursen glæder sig over tilgangen, og nævner samtidig, at klubben desuden har forlænget med Kamilla Davidsen, som har vist støt stigende niveau gennem den forgangne sæson. Desuden råder TMS Ringsted også over den rutinerede og bundsolide Christina Gregersen.
“Vores keepere supplerer hinanden rigtig godt med forskellige kompetencer, hvilket vil gøre det svært for vores modstandere i næste sæson,” afslutter Tomas Laursen.