TMS Ringsted – Lemvig Thyborøn Håndbold 28-18 (11-9)
I sjette spillerunde fik vi besøg af Lemvig Thyborøn, nedrykkere fra ligaen som vi ser det er lige så stærke som da de var i ligaen. De kom til Ringsted med to nederlag i bagagen, så vi vidste de ville gøre alt for at få noget med hjem til Lemvig. Et stærkt og bredt hold som gerne vil tilbage til ligaen. Vi havde forberedt os rigtig godt og man må sige drengene udførte det taktiske set up til UG. 1. halvleg fulgtes vi ad, det blev til tider en rigtig rodet forestilling, da begge hold blev ramt af mange udvisninger. Vi bevarede dog koncentrationen og kunne gå til pause med en 11-9 føring. 2.halvleg var stadig lige de første 10 min, hvor kampen kunne have vippet til begge sider. Men med en Lasse Sinding der stemplede ind i kampen og med i forvejen en velspillende Martin Vilstrup og Alexander Hansen, havde Lemvig meget svært ved at stoppe os. I defensive ende styrede Jeppe Jonasson og Brian Jørgensen tropperne, hvor det blev rigtig svært for Lemvig at lave mål. Vi fik virkelig vist vores fysik og bredde på holdet. Det var en fornøjelse at se holdet arbejde så sten hårdt og gøre tingene færdige, i en meget koncentreret indsats mod så god en modstander. Det handler om for os nu, at bevare fødderne på jorden, tage en kampe ad gangen og arbejde videre til træning, hvor vi kan ligge mere på vores spil. Vi vil gøre alt for at ride videre på vores bølge og som det ser ud lige pt. er vi rigtig svære at slå, det fik vi vel bevist i kampen mod Lemvig.
Næste uge skal vi til Bavnehøj Arena og møde Ajax. Der er ingen tvivl om at der venter os en svær opgave. Ajax-TMS Ringsted har og laver altid sine egne historier, det er altid nogle intense opgør hvor der er mange ting der står på spil. Vi knokler videre i træningen i den kommende uge og vil gøre alt for at tage to point med hjem til Ringsted.
Tak for støtten til alle dem der brugte sin lørdag eftermiddag i Dansk Kabel TV Arena.
Stillingen undervejs. 3-3, 6-4, 10-8, 11-9, 12-10, 19-13, 21-16, 28-18.
Målscore i kampen for TMS. Martin Vilstrup 9, Alexander Hansen 6, Lasse Sinding og Mads Dyhr 4, Mike Haack og Jeppe Jonasson 2, Anders Møller 1.
Næste kamp er lørdag d.17/10 ude i mod Ajax.