Ejstrup-Hærvejen viste sig som en værdig modstander, da TMS Ringsted bød dem velkommen i en kamp, der først blev afgjort i midten af anden halvleg.
TMS Ringsted tog lørdag eftermiddag imod puljens nummer 7 fra Ejstrup-Hærvejen i Poul Christensen Arena. Og det var to tændte hold, der gik på banen.
Med masser af fart fra start kunne begge hold bryste sig af flot håndboldspil. Men en stærk 2. bølge af hjemmeholdet, gjorde tydeligt ondt på udeholdet, der havde svært ved at stå imod den fart, TMS kom med.
I det stationære spil havde EJH lettere ved at tage imod, men TMS’ spil endte alligevel flere gange ud i gode chancer.
Hjemmeholdet førte en aggressiv defensiv med flere gode takter, som EJH skulle bruge mange kræfter på at komme igennem. Og efter hver en afslutning, var TMS hurtigt afsted i den anden ende, hvor de på få sekunder havde spillet sig igennem til mål. Efter 9 minutter indkasserer Anne Cathrine Lundbye dermed sit fjerde mål til stillingen 7-3.
Men udeholdet havde bragt masser af kvalitet med sig. Med gode forsvarsaktioner og veludførte angreb kunne de kort efter reducere til 7-6, som efterfølgende blev gjort til en udligning.
Udeholdet fik også mulighed for en føring, da TMS manglede den sidste præcision i en afslutning, men Sofie Flintholm Andersen stod i vejen i målet.
Efter en svingende periode af TMS, rendte de igen ind i en fase, hvor der manglede nøjagtighed og omhu. Derfor kunne udeholdet – efter knap 15 minutter – tage deres første føring, hvilket fik hjemmeholdet til at tage timeout.
EJH kom, efter hjemmeholdets timeout, ud med et 7 mod 6 angreb. Men timeouten, virkede til at have givet TMS-spillerne, den energi de skulle bruge. Med en redning af Sofie Flintholm Andersen, var der frit mål, og hun kunne så inkassere en scoring.
Et efterfølgende angreb, der heller ikke fungerede for udeholdet, resulterede i endnu en scoring på frit mål af hjemmeholdet, og så var stillingen igen vendt til, at TMS havde bragt sig foran med ét efter 17 minutters spil.
Det var så udeholdet tur til at gøre brug af deres timeout. Men TMS havde fået fat, og når Laura Bjaldby kom i fart, var der ikke meget at stille op.
EJHs målmand fik efterhånden bedre fat i flere af TMS-spillerne, og der blev endnu engang skruet op for niveauet hos udeholdet, som straffede TMS’ fejl.
Hen mod slutningen af første halvleg fik hjemmeholdet igen rettet op, og de begyndte at trække en smule fra. Flere gode aktioner i både angrebet, forsvaret og i målet gjorde, at TMS kunne gå til pause med stillingen 15-11.
TMS kom skævt ud fra pausen, hvor flere tekniske fejl indenfor de første 3 minutter affødte kontramål og reducering af udeholdet.
En for hård forsvarsaktion af Frida Svingholm sendte hende efterfølgende ud i to minutter. En undertalsperiode som hjemmeholdet kom helskindet igennem.
Udeholdet skruede så op for kvaliteten og var gode til at spille sig frem til chancer. Så 37 minutter inde i kampen var TMS’ 4-målsføring nede på 2.
Det holdt dog ikke længe, og da Sofie Flintholm Andersen i målet tog et par bolde, mens Liv Poulsen løb direkte gennem EJH-forsvaret til en flot scoring, var afstanden mellem holdene igen oppe på 4, og udeholdet tog timeout.
Fra timeouten fik EJH med et veludført angreb både hevet en scoring og en 2-minutters udvisning til TMS’ Berinda Tükenmez med sig. En udvisning der kostede dyrt for hjemmeholdet, som igen pludselig kun var foran med én efter 42 minutters spil.
EJH var en svær modstander at slippe af med, og med 12 minutter tilbage af kampen skulle TMS slide sig til scoringerne. De formåede dog at skabe en lille afstand til udeholdet, og Anne Cathrine Lundbye kunne på et straffekast inkassere endnu et mål til 23-20.
Herfra gik spillet ind i en vigtig periode for TMS, da de i de sidste 10 minutter af opgøret, lå med en føring på 24-21.
På trods af et fortsat svingende niveau hos begge hold, endte Ejstrup-Hærvejen dog ikke med at komme op på siden af hjemmeholdet og for alvor true TMS.
TMS Ringsted formåede at udvide yderligere til en 6-måls-føring, der gav dem sejren med slutresultatet 31-25.