fbpx

En eller anden har engang udtalt, at livet er for kort til kvindehåndbold! Jeg håber, at vedkommende sad bænket i Rødovre Sportshal søndag eftermiddag, hvor TMS Ringsted vandt 24-23 over Rødovre HK efter et vanvittigt drama. Måske ikke det smukkeste håndbold jeg har set, men i Guder, den kamp havde alt, hvad hjertet kunne begære af nerve, intensitet, drama og spænding.

Hjemmeholdet, i de legendariske hvide bluser, kommer bedst fra start, levende på de klassiske Rødovre-dyder, dvs. et lynhurtigt spil i bagkæden mellem boldsikre og gennembrudsstærke typer, som ikke er bange for at slide sig igennem TMS forsvaret, uanset hvad det end måtte give af blå og gule mærker på kroppen. Det hele garneres så med en særdeles veloplagt Christina Damm Hamann, som giver flere prøver på et formidabelt langskud. Efter 10 minutter fører Rødovre 5-3, og efter 20 minutter har de udbygget føringen til 8-5.

TMS hænger nu fornuftigt på og står godt i forsvaret foran en fremragende Christina Gregersen, som med flere flotte redninger holder TMS inde i kampen før pausen. De grønblusede gæsters problem er offensiven. Ikke at TMS ikke spiller sig frem til chancer, for de gør de, der vises mange fine op-, ind- og udspil, men afslutningerne er for ofte alt, alt for uskarpe. Og det nytter ikke noget mod en aldeles fremragende Sif Klemensen i Rødovre-målet. Det er simpelthen barnemad for hende, at tage 50-75 %s halvhjertede afslutninger.

Ved pausen viser måltavlen 11-9 i hjemmeholdets favør efter en halvleg domineret af to meget stærke keepere, bag to kontant tacklende og fysisk robuste forsvar. TMS kan takke Christina Gregersen for, at man ikke er bagud med 5-6 mål på dette tidspunkt. Jeg tror måske, at cheftræner Tomas Laursen har sagt noget om skarphed i afslutningerne til TMS damerne i pausen, for hold nu helt fest, TMS blæser ud efter pausen, vinder de første 10 minutters spil med 7-3, og får vendt kampen på hovedet, ved stillingen 14-16 efter 40 minutter. Superflot angrebsspil med knivskarpe afslutninger. En del af forklaringen er dog nok også at Rødovre har erstattet Sif i målet med Frances Benzon, som ikke får helt så godt fat i TMS-skytterne. Men så afgjort en fornøjelse at se skarphed hos de grønblusede efter en noget uskarp 1. halvleg afslutningsmæssigt.

Efter 15 minutter i 2. halvleg kommer Sif tilbage i Rødovre-målet, og værterne henter TMS’ føring, ja de bringer sig sågar foran 22-20, og så begynder det at lugte af en hjemmesejr. Men her viser TMS damerne så en ubændig sejrsvilje og fighter sig tilbage, bl.a. takket være to fortræffelige mål af Sofie Alnor, som indtil det 50. minut ikke har haft meget held med sine afslutninger. Pludselig brager hun to flotte mål ind bag den bestemt ikke uefne Sif Klemensen.

Også TMS skifter keeper, og Kamilla Davidsen kommer ind hen mod slutningen. Hun savner bestemt ikke motivation, har jo spillet ungdom i Rødovre, og hun kommer da også ind med en formidabel tænding og engagement. Og hun fortsætter Christina Gregersens flotte spil og leverer en god håndfuld klasseredninger.

Det bølger frem og tilbage i en meget intens atmosfære, hvor både de to bænke og publikum flittigt giver deres besyv med på begivenheder inde på banen. Kampens to opmænd, som jeg i øvrigt syntes dømte fint og fordelte sol og vind ganske lige, fik mange gnubbede ord med på vejen. Det sidste minut – der føles som en evighed – lægger Rødovre et massivt pres på TMS, men de grønblusede står imod og kan bryde ud i vild jubel over de 2 point efter et vanvittigt intenst og tæt drama mellem to hold, som var meget lige i formåen denne eftermiddag.

En gammel kliché siger, at 2 point er 2 point i håndbold, men det passer ikke, der er så afgjort nogle 2 point, som er bedre end andre 2 point! Hos TMS spillede Caroline Rasmussen en rigtigt stor kamp med mange flotte hopskudsafslutninger, men også Louise Olsen viste sig sædvanlige drive frem ad banen, ligesom Natascha Wollesen og Nina Bech, lavede flere flotte mål.

Topscorer: Caroline Rasmussen – 6 mål, Nina Bech – 5 mål, Natascha Wollesen, Louise Olsen – 4 mål hver, Lea Laursen – 3 mål, Sofie Alnor – 2 mål.

Næste opgave for TMS damerne er hjemme i Ringsted lørdag d. 24. oktober kl. 14.00 mod mægtige Ajax København.