fbpx

Fredag aften bød på et – på papiret – mere end attraktivt alternativ til X-faktor på TV, nemlig lokalbraget i damernes 1. division mellem TMS Ringsted og Roskilde Håndbold.

Baseret på TMS damernes meget flotte spil hjemme mod VSH2002 og vanvidscomebacket for en uge siden i den stolte østjyske garnisionsby, Fredericia, var det med store forventninger til et tæt og intenst opgør, at jeg checkede ind i Dansk Kabel TV Arena denne fredag aften.

Men jeg blev ærlig talt lidt skuffet over hjemmeholdet, som slet ikke kunne finde takterne fra VSH2002-kampen frem igen. Der bliver fra start afsluttet alt for uskarpt, ofte på 70-75 %, hvilket slet ikke er nok mod en klassekeeper som Althea Reinhardt i Roskilde-målet. Man bliver jo ikke kaldt ’Muren fra Falster’ uden grund. Hun stod en formidabel kamp og havde kampen igennem godt fat i det fleste af TMS’ afslutninger.

Efter 10 minutter viser måltavlen 3-6, og man begynder allerede at ane, hvor det bærer hen ad. For mange uskarpe TMS-afslutninger, og så får hjemmeholdet aldrig forsvaret til at fungere helt optimalt. Der er igennem hele første halvleg store problemer mellem 2’eren og 3’eren i venstre side af forsvaret, ligesom man slet ikke får lukket ned for Roskildes mange indspil til stregen.

Nu var det ikke, fordi Roskilde mødte frem med en masse nye hemmelige våben på holdkortet. Midlerne er de klassiske:
– Hopskud fra Kamilla Haagensen efter et stort kryds ind over midten;
– Studsskud udefra, fra Sidsel Terkelsen;
– Fløj og kontramål fra lynhurtige Anna Grundtvig, og;
– Masser af stregmål fra Louise Mott.

Simple midler, men de er effektive, og denne aften udføres de igen og igen med kirurgisk præcision. TMS får aldrig fat i Louise Mott på Roskildes streg, og hun skal med sin jernfysik og store erfaring slet ikke have så meget plads. Ofte er hun helt umarkeret ved indspil.

Ved pausen står det 13-17, og nu er fire mål jo ikke meget i en håndboldkamp, men efter lidt spænding om udfaldet de første 10 minutter efter pausen, trækker Roskilde helt fra TMS, og ender med vinde Slaget om Midtsjælland med 26-36. Lidt synd, at spændingen udeblev, men Roskilde er på denne aften så meget skarpere end TMS, at sejren er fuldt fortjent.

Hos TMS spiller Nina Bech en meget flot første halvleg med flere flotte og knivskarpe fløjafslutninger, mens Lea Laursen overtager skarpretterens rolle efter pausen, hvor hun igen og igen bryder igennem Roskilde forsvaret ’Lea-style’. Amanda Dahl er en konstant trussel kampen igennem og præsterer at score fem gange i alt, selvom hun i dele af kampen har direkte ’stolpe-ud’, 6 forsøg på træværket.

Næste kamp for TMS’ damer er lørdag d. 12. marts kl. 14.00 i Skanderborg mod topholdet.

Kampens spiller/SMS-afstemning

Kampens SPiller 4-3

I forbindelse med 1. division dame hjemmekampen fredag mod Roskilde var der som sædvanlig præmier på spil fra Frisør Månsson til kampens spiller og en vinder af SMS-afstemningen. Kampens spiller blev Lea Laursen, og SMS-afstemningen blev vundet af Kristoffer.

På billedet er også kampens spiller fra den foregående hjemmekamp d. 20. februar mod VSH 2002, Trine Mortensen. Vores fotograf fangede hende ikke den dag, men hun skal naturligvis ikke glemmes, så her flankerer hun de to andre vindere.