Truppen for TMS’ damer er næsten på plads og det med stor glæde, at vi har forlænget med yderligere fire spiller for den kommende sæson.
Caroline Rasmussen er holdets klare førstevalg på højre back, hvorfra hun i den forgange sæson har lavet imponerende 117 mål i 26 kampe. Caroline ligger hele tiden lag på hendes spil, og hun vil fremadrettet bidrage med mere end et sit rigtig gode skud.
Lea Laursen har gennem flere sæsoner været en stor profil for TMS Ringsted, dog blev den seneste sæson delvist ødelagt af en skulderskade. Lea arbejder hårdt for at blive den skade kvit, så hun igen i den kommende sæson kan blive en profil for holdet.
Amanda Dahl kom til klubben for et år siden og lavede i sin første sæson 70 mål i 22 kampe. Vi tror på, at Amanda kan ligge endnu et lag på hendes spil, da hun sluttede sæsonen rigtig stærkt. Samtidig har Amanda den store fordel, at hun kan spille flere pladser i bagkæden.
Ida Kingo er tiltænkt en rolle både defensivt og offensivt, da hun kan dække 3´er i forsvaret. Ida bidrager på venstre back med skudstyrke og tempo i angrebsspillet med godt blik for sine medspillere.
Lea Laursen, Amanda Dahl, Ida Kingo og Caroline Rasmussen kommer til at danne bagkæde med Patricia Szölösi og Natascha Wollesen, som tidligere har tegnet kontrakt med TMS.
Kontraktforlængelserne giver ro til forberedelserne frem mod næste sæson i 1. division, hvor holdet gerne skulle stabilisere sig yderligere med målet om en top 6 placering.
“For at fuldende truppen skal der dog findes ny højre fløj, da Nina Bech har ønsket at vende tilbage til familien i det jyske. Det er rigtig ærgerligt at skulle sige farvel til Nina, som har gjort det rigtig godt i TMS,” fortæller Tomas Laursen. Han er dog fortrøstningsfuld i bestræbelser på at finde afløser på højrekanten.