fbpx

Lørdag eftermiddag var der lagt op til et spændende opgør, da TMS Ringsteds 1. divisions damer i årets første kamp tog imod puljens 6. plads fra HØJ.

I returopgøret skulle TMS forsøge at få revanche for det femmålsnederlag, der var slutresultatet, da de to hold mødtes i sæsonens første halvdel.

TMS kom godt fra start med fint forsvarsspil og fornuftige angreb, som dog manglede den sidste præcision, og derfor gav HØJ mulighed for at få et hurtigt kontramål.

Det var et tændt HØJ-mandskab, der med masser af gejst ikke virkede som et hold, der ville lade TMS glemme, hvordan sidste kamp mellem de to endte. Således var stillingen 5-2 til udeholdet efter 6 minutter.

TMS’ spil var præget af fejlafleveringer og manglende løsninger, som førte til, at de tidligt i første halvleg måtte tage første timeout.

Et stadigt energisk udehold kom blæsende ud fra timeouten, men der skulle de møde TMS’ målmand, Sofie Andersen, der satte gearet op.

Derfra fik hjemmeholdet lidt bedre fat i HØJ-spillerne, og Anne Cathrine Lundbye sled sig efterfølgende til en mulighed og sendte bolden i mål til 3-5.

Men det var et tydeligt presset TMS-mandskab, der havde svært ved at komme forbi et stabilt HØJ-forsvar, der samtidig straffede TMS, hver gang afslutningerne endte i paraderne, eller skuddene manglede det sidste til at give mål.

Men et hurtigt mål af Nicoline Vendelborg fra højrefløjen, en efterfølgende god forsvarsaktion, og så endnu en hurtig scoring af Anne Cathrine Lundbye, bragte gnist til hjemmeholdets spillere.

TMS måtte dog fortsat kæmpe sig til chancerne, men fik i forsvaret bedre styr på HØJ-spillernes skud fra distancen.

Det resulterede i udeholdets brug af deres første timeout efter knap 16 minutter, hvor stillingen var 6-8 til HØJ.

Begge hold kæmpede med at få spillet til at hænge sammen, og afslutningerne blev pressede og ukvalificerede.

Men en svær periode for TMS blev vendt, og Natascha Wollesen kunne med en hurtig finte og et mål udligne.

En efterfølgende fejlaflevering af HØJ gav TMS mulighed for den første føring i kampen, og den udnyttede Nicoline Vendelborg.

Endnu et par gode aktioner af Natascha Wollesen udvidede TMS’ føring til stillingen 12-9.

HØJ fik igen styr på deres spil, men på trods af gode muligheder, gjorde TMS-målmand, Sofie Andersen, det svært, og stod flere gange i vejen for, at HØJ kunne score.

Efter et angreb hvor der blev dømt nøl mod TMS, fik HØJ igen mulighed for at reducere i en kontra, men endnu engang stod Sofie Andersen i vejen. Bolden endte dog hos en HØJ-spiller, og lige inden tiden løb ud, kunne de dermed reducere til pausestillingen 13-11 til TMS.

Fra 2. halvlegs start havde TMS sat tempoet op. Men spillet hos begge hold var usikkert, og bolden skiftede flere gange hænder mellem holdene.

En fortsat velspillende Sofie Andersen i TMS-målet var dog en væsentlig faktor i at holde HØJ fra komme op på siden af TMS.

Samtidig var det hjemmeholdet, der havde mest succes i deres angreb, og da Frida Svingholm kæmpede sig til et straffekast, kunne Matilde Madsen sikkert sætte bolden i mål og igen bringe hjemmeholdet foran med 3.

Efter knap 36 minutters spilletid kunne HØJ indkassere deres første mål i 2. halvleg, men TMS havde fundet frem til en rytme, hvortil de svarede hurtigt igen med en scoring.

Første 2-minutters udvisning faldt til TMS’ nr. 15, Frida Svingholm, til stor utilfredshed hos hjemmeholdet, hvorefter HØJ reducerede til 17-13.

Med 39 og et halvt minut spillet valgte HØJ at gøre brug af deres anden timeout. Men det bragte ikke det store med sig, og da TMS igen blev fuldtallig, havde de klaret sig fornuftigt gennem undertalsperioden og kun tabt perioden 1-0.

Både hjemme- og udeholdet satte igen tempoet op, og kvaliteten i spillet blev højere.

Men TMS holdt en stabil føring, som Anne Cathrine Lundbye udvidede til en femmålsføring 17 minutter inde i 2. halvleg.

Men mange tekniske fejl satte et tydeligt præg på kampen, og 1 minut senere havde HØJ reduceret med 2, med muligheden for endnu en scoring, som en skridtkendelse dog satte en stopper for.

En efterfølgende brændt afslutning af TMS gav dog HØJ endnu en mulighed, som de med et godt stregindspil var tæt på at gøre til en realitet. Men endnu en gang stod Sofie Andersen i vejen med en stor redning.

Efter 50 minutters spilletid gjorde TMS brug af deres anden timeout. Og det havde god effekt, da Laura Bjaldby i et veleksekveret angreb kunne sætte bolden i mål.

De tekniske fejl hos TMS-mandskabet forblev en del af spillet og med 5 minutter tilbage af kampen, havde de igen lukket HØJ ind i opgøret, og på kort tid var TMS gået fra en føring på 5 mål til en føring på 2.

Da en HØJ-spiller sendte en afslutning afsted mod mål, efter kampens dommere havde fløjtet bolden til TMS, måtte udeholdet tage imod en 2-minutters udvisning. Det gav TMS chancen for endnu en tremålsføring, og med et veludført straffekast blev det en realitet.

Med lidt over 3 minutter tilbage tog HØJ deres sidste timeout, og et velkonstrueret angreb gav et straffe og dermed en reducering til 24-22. Spændingen var derfor på sit højeste med 3 minutter tilbage af opgøret.

Tekniske fejl af begge hold gjorde dog, at scoringerne udeblev.

TMS tog deres sidste timeout, og med knap 1 minut tilbage gik HØJ helt frem. Men det havde ingen effekt på slutresultatet, der endte med stillingen 24-23 til TMS Ringsted.