fbpx

To gange på 4 dage skal TMS’ damer spille ”lokalopgør”, og i en division præget af jyske hold må vi kalde det lokalopgør, når de sjællandske hold mødes.

Torsdag aften afviklede vi de-light udgaven, da vi tog turen til Virum.

Kampene mod Virum er altid tætte, og sjældent kønne, hvilket det første opgør i Ringsted Hallen også viste. 29-29 stod tavlen på, og vi følte os i den grad snydt for sejren af denne dags dommerpar. Derfor var revanchelysten stor, selvom det altid kræver lidt ekstra at sætte sig op en hverdagsaften.

Kampen starter skidt, og vi er bagud 7-4 pga. brændte chancer. Vi kommer flot tilbage og er foran 10-11 ved pausen. Forsvaret har fundet højden, og kontrafasen fungerer fint. Til gengæld brænder vi for mange chancer og laver lidt for mange fejl i det stationære angreb.

2. halvleg starter godt, og inden Virum får set sig om, er vi foran 13-19. Herfra fornemmer man, at kampen er afgjort. Men et godt kæmpende Virum hold kommer på 20-22, inden Caroline Rasmussen lukker kampen til 20-23 med få sekunder igen.

Nu venter det rigtige lokalopgør søndag, nemlig mod Roskilde Håndbold. Med blot 30 kilometer mellem byerne er det et vaskeægte lokalbrag, og også to klubber, som har meget historie både med og mod hinanden.

Vi glæder os voldsomt til kampen, hvor vi kan spille fuldstændig frit, men hvor vi også ved, at vi skal ramme højere niveau end i kampen torsdag.

Vi håber at se rigtig mange mennesker til kampen, der fløjtes i gang søndag kl.14.00 i Dansk Kabel TV Arena.

Målscorere for TMS: Charlotte Bisser, Caroline Rasmussen 5, Sofie Alnor 4, Liza Olsen og Amanda Dahl 2 hver, Natascha Wollesen og Trine Mortensen 1 hver.