TMS Ringsted har fredag den 3. juni afholdt pressemøde hos Nordea i Ringsted i forbindelse med opstart af den kommende sæson 2016-2017.
Sponsorater og ny tøjsponsor
TMS Ringsted har formået at gentegne aftaler med alle deres større samarbejdspartnere. Således har Borup Kemi forlænget deres hovedsponsorat for både herrer og damer.
Ligeledes har alle Platinium-sponsorer forlænget aftaler med TMS Ringsted, dvs. Nordea, GH Ejendom, Viktech, Ringsted Kommune (markedsføringsaftale), Dansk Kabel TV og Erhvervsnetværket BAGHOLDET.
Det skal samtidig nævnes, at Fysikken vender retur som sundhedssektor for TMS Ringsted, således at Fysikken de næste to sæsoner er ansvarlige for sundhedssektoren for både damerne i 1. division og herrerne i 1. division.
Håndboldklubben TMS Ringsted får til den kommende sæson ny tøjsponsor. Klubben vil fremadrettet spille i produkter fra Salming. Dette gøres i samarbejde med Intersport Ringsted, hvor det vil være muligt at købe sine Salming produkter allerede fra næste sæson.
Salming Danmark står i forvejen stærkt på den danske håndboldscene, hvor man på nuværende tidspunkt har samarbejdsaftaler med bl.a. København Håndbold og Randers HK samt Randers Herre Håndbold.
”Vi har fundet den rigtige partner i Salming Danmark. Sammen kan vi være med til at sikre udviklingen af TMS Ringsted og sørge for, at vi fortsat er en af de mest eksponerede klubber i 1. division,” udtaler Henrik Dudek, formand TMS Ringsted, om samarbejdet.
Hos Salming Danmark har man ligeledes store forventninger til samarbejdet med TMS Ringsted.
”Den nye aftale med TMS Ringsted er med til at sætte en streg under, at vi er en seriøs spiller på det danske håndboldmarked. Med aftalen sikrer vi, at Ringsted bliver til en Salming by, da vi allerede har aftale med byens floorballklub. Vi er sikre på, at samarbejdet vil gavne alle tre parters udvikling,” udtaler Sylvester Hansen, Salming Danmark.
Der er indgået en 5-årige aftale mellem parterne.
Ny hovedsponsor
TMS Ringsted har ambitioner om at geare op i den kommende sæson og markere sig endnu stærkere i herrernes 1. division. Sidste sæson sluttede klubben på en 4. plads, men der er brug for et endnu stærkere økonomisk fundament for at være med i divisionens absolutte top.
Derfor er det med stor tilfredshed, at TMS Ringsted nu kan præsentere Det Faglige Hus som klubbens nye hovedsponsor. Det Faglige Hus har hidtil været Platinium-sponsor.
”Vi er som klub utroligt stolte af, at Det Faglige Hus har valgt netop os på Sjælland, og at de nu har besluttet at udvide samarbejdet. Med Det Faglige Hus som hovedsponsor vil vi være i stand til at udvikle sjællandsk tophåndbold og forhåbentlig bringe TMS Ringsted tilbage i Ligaen,” fortæller Henrik Dudek.
Næstformand i Det Faglige Hus, Lillian Jaszczak, udtrykker stor tilfredshed med de seneste tre års samarbejde med TMS Ringsted.
”Vi oplever TMS Ringsted som en meget veldrevet og professionel klub, og samarbejdet med TMS Ringsted er med til at gøre os endnu mere kendt i området og synliggøre, at vi er lokalt repræsenteret med en afdeling i Ringsted. Når vi nu opgraderer vores økonomiske samarbejde, er det med henblik på at hjælpe Midtsjælland og Ringsted med at komme tilbage i Ligaen og på den måde få endnu mere eksponering for vores sponsorat,” siger Lillian Jaszczak.
Nye spillere og cheftræner
TMS Ringsteds herrer har stort set truppen på plads, og kendte, indgåede aftaler ser ud som følger:
- Rune Ohm, tidligere Aarhus Håndbold
- Benjamin Brunshøj Pedersen, tidligere Karlskrona (Sverige)
- Oliver Klarskov, tidligere GOG U18 DM hold (fra Roskilde)
- Morten Jensen, tidligere Ydun U18 Bronze (fra Roskilde)
- Jasper Andersen, TMS Ringsted U18, egne rækker
- Aki Egilsnes, tidligere VIF, færøske mestre og færøsk landsholdsspiller
- Jakob Jessen, TMS Ringsted (spillede uden kontrakt sidste sæson)
Sidste nye spiller er Andreas Stryger, tidligere kåret som 1. divisions bedste spiller, da han spillede for Sydhavsøerne.
”Andreas er en spiller vi i TMS Ringsted har kæmpet meget med igennem tiden og prøvet at få til klubben i et par år. Og nu er det endelig lykkes. Andreas kommer fra en Liga-sæson, hvor 1. halvdel blev spillet i Ribe/Esbjerg og anden halvdel i HC Midtjylland,” fortæller Henrik Dudek.
TMS Ringsted opsagde tidligere på året samarbejdet med den daværende træner for herrerne Dan Hansen og har siden da været på udkig efter en kapacitet, der kan føre klubben helt til tops i 1. division og tilbage til Ligaen.
”Vi har brugt noget tid på at sondere markedet for en ny cheftræner for TMS Ringsted Herrer. Midt i perioden viste der sig en mulighed for en træner, som vi har prøvet at få til klubben tidligere, og i mellemtiden har han bl.a. vundet DM med Viborgs damer. Med erfaring fra 16-17 sæsoner som træner i hhv. Lyngby Herrer, Ikast Damer, Aalborg Damer, AJAX Herrer, Viborg Damer og Siofok Ungarn Damer er vi derfor glade for at kunne præsentere Christian Dalmose som ny cheftræner på en 3-årig aftale,” fortæller Henrik Dudek.
Christian Dalmose skal med sin erfaring og energi være med til at føre TMS Ringsted tilbage til Ligaen, gerne i den kommende sæson.
TMS Ringsteds herrer i 1. division er dermed nu klar til en ny og spændende sæson. Og på dame-siden er holdet i 1. division ligeledes klar med trænerteam og spillertrup på plads.