TMS DAMER
Vi glæder os allerede til den 15. september. Sommerferien venter forude, og det bliver dejligt, men det bliver sindssygt spændende at komme i gang igen efter sommerferien med dameholdet. Allerede nu er der ualmindelige hurtige og gode takter i haltræningerne med dameholdet, og det lover rigtig godt for den kommende opstart til august. Lige nu er der ikke så meget andet på træningsplanen end fysisk træning og masser af kvalitetstid med spillernes løbesko! Grundformen skal op på max, og spillerne kæmper ufortrødent løs i alle træningspas. Holdets fysiske træner Tom Mortensen styrer med hård hånd hver enkelt fysiske træningspas, og han melder, at alt går efter planen.
I forhold til truppen er vi så småt ved at have alle samlet, og det er en stor glæde at se, hvordan de nye spillere i truppen arbejder benhårdt for sagen. Derudover er det glædeligt at se, at de spillere, som har bøvlet med skader, er klar til at træne igennem. Når holdet vender tilbage fra ferie i uge 30, venter der en august måned med masser af hårdt arbejde og ikke mindst mange weekendsamlinger og træningskampe. Vi har i år valgt, at holdet skal spille flere træningskampe mod U18- herrehold fra blandt andet Dalby og Faxe for at teste pigernes fysik. Derudover ser hele truppen frem til træningslejren i Stoholm, hvor vi i år får selskab af herreholdet. Det bliver uden tvivl en træningslejr, hvor der skal lægges rigtig meget på det håndboldmæssige, men også på det sociale. Det er en fornøjelse at kunne tage af sted i samlet trop, ikke mindst fordi vi i trænerteamet samtidig kan sparre med hinanden på tværs af trupperne.
Der er ligger således mange træningstimer forude, førend vi er klar til sæsonpræmiere mod Vendsyssel den 15. september. Men vi glæder os allerede til, at I kan få lov og se et meget hurtigt TMS damehold, der i år kan vise en meget spændende bredde i truppen, som vil gøre holdet endnu stærkere end i den foregående sæson.
Med ønsket om en god sommer til alle og på gensyn i Dansk Kabel TV Arena til sæsonen 2015/16.
Tomas Laursen, træner
Marianne Andersen, assistenttræner
TMS HERRER
Efter en godkendt sæson, hvor vi fik indfriet vores målsætning om at slutte i Top 5, er vi nu klar til at tage arbejdshandskerne på frem mod den nye sæson. De første to måneder efter vores sidste kamp har vi lagt stor vægt på den fysisk træning, hvor vi i år arbejder med, at spillerne skal have flere kilo på i vægttræning. Vi ved, at 1.division bliver mere fysisk stærk i år, og derfor er fokus de første måneder lagt på den fysiske træning.
Spillerene går på sommerferie i uge 27, 28 & 29. Efter ferien, så står den på træningslejer i Stoholm 5. – 8. august sammen med 1.divisions damerne. Sidste dag i træningslejren spiller vi træningskamp mod Skive. Weekenden efter d. 14.-16. august står den på træningslejr i Ringsted. Her vil der være to træningskampe om lørdagen mod Nordsjælland samt Team Sydhavsøerne. Søndag er der træningskamp mod Lugi fra den svenske liga. Ud over de træningskampe vi spiller på vores træningslejre, spiller vi træningskampe mod HIK og Malmø fra den svenske Liga samt de danske mestre KIF Kolding-København.
Vi glæder os meget til at vores nye spillere Martin Vilstrup – Sebastian Thor – Lasse Sinding kommer efter sommerferien, hvor vi så har hele den nye trup samlet.
Dan Hansen, cheftræner
Per Wulff, assistenttræner