TMS damerne tog imod EH Aalborg i den første kamp, efter at vi har fået førstevalget i målet Kamilla Davidsen skadet. Heldigvis er Sofie Juhl vendt tilbage, og Julie Skipper er hentet ind efter en håndboldpause.
Udover dette var vi skadesfri, dog havde Charlotte Bisser været syg op til kampen, hvilket kunne mærkes på kræfterne.
Hele 1. halvleg følges vi godt med EH Aalborg og spiller noget af det bedste angrebshåndbold, vi har spillet i denne sæson. Forsvaret får dog ikke ordentlig fat, og derfor er vi bagud 14-15.
I pausen retter vi til i forsvaret og snakker om, hvad vi har gjort rigtigt i offensiven, og hvad vi evt. kan gøre, hvis det går i stå.
Vi er hele tiden bagud med 1-4 mål i 2. halvleg, men med 1 minut igen kan Amanda Dahl score til 25-26, og vi lugter point i opgøret. Desværre holder vi ikke stand, og da vi satser til allersidst, slutter kampen 25-28.
Generelt en flot kamp, hvor begge hold spiller noget seværdig håndbold, og dommerne dømmer en rigtig flot kamp. Kampen gav debut til Julie Skipper i målet, og comeback til Ida Kingo, der scorede på straffekast efter 6 måneders pause.
Nu venter der to udekampe mod Hadsten og Gudme, hvor vi helst skal have mindst to point for at holde fast i den gode del af midterfeltet. Vores ellers planlagte hjemmekamp den 9. december mod Horsens bliver flyttet til efter jul, pga. U20 landskampe.
Målscorere for TMS Ringsted: Natascha Wollesen, Sofie Lang og Emma Navne 4 hver, Liza Olsen, Trine Mortensen og Amanda Dahl 3 hver, Louise Wendelbo og Ida Kingo 1 hver.