Igen er det blevet tid til en hjemmekamp, når vi lørdag eftermiddag spiller mod Mors-Thy Håndbold. Gæsterne fra Jylland, der igen i år har spillet så god håndbold, at de ligger i lunt i svinget, er et hold, der består af mange – særligt hurtige – spillere, fortæller bagspiller Oliver Wosniak.
– De har mange alsidige spillere, og vi er to hold, der gerne vil løbe. Så det bliver en hård kamp. Vi skal stå kompakt i midterblokken og få dem ud over siderne, for de har så mange gode spillere, der er hurtige på fødderne.
– De har et par stykker, der skyder udefra, men for eksempel Marcus Midtgaard er helt sindssyg på duelspillet, og det er Victor Norlyk også. De har også et 7 mod 6 spil, som Mads Svane ligger og fordeler rigtig godt. Så igen, det er hold, der kan rigtig mange ting, og som står fint i forsvaret, siger Oliver Wosniak.
Ligger fint til os
Mors-Thy Håndbold gav udfordringer for de helt store hold sidste sæson, og det har de formået at gøre igen i år. Og det er da også masser af kvalitet, de kommer med, men det er også et spil, som passer godt til os, mener Oliver Wosniak.
– Det er et hold, der kommer med det samme som sidste sæson. Det er ikke noget nyt. Jeg synes, de ligger fint til os. De står lidt fladere end Fredericia og nogle af de andre, har gjort på os, men de er skidegode jo.
Sidste sæson lykkedes det dog Mors-Thy at få skovlen godt og grundigt under os på deres hjemmebane. Men det er ikke umiddelbart noget, som Oliver Wosniak tror, sådan lige vil kunne gentage sig.
– Sidst, tror jeg, det var kombinationen af, at vi var lidt trætte, og vi var kommet i slutspillet kampen forinden, så den forløsning sad i os. Men jeg tror ikke, vi får en kæmpe snitter på hjemmebane – det var noget helt andet med den udebanekamp mod dem sidste gang, siger han.
Og holdet er klar på, hvad der skal til at undgå at ende ud i sådan en situation igen.
– Vi ved, hvad de kommer til at gøre. Det handler om, at vi skal vinde vores dueller og holde dem på afstand. For hvis vi kommer på bagkant hele tiden, får vi det helt vildt svært, og så kan det godt være, at vi får en på nakken.
Kampen spilles lørdag i Poul Christensen Arena klokken 16:00. Du kan købe billet på vores hjemmeside, og ellers kan kampen følges på vores Instagram og i Tophåndbold appen.