TMS Ringsted spiller deres sidste kamp i grundspillet lørdag eftermiddag mod Ribe-Esbjerg Håndbold. Dér bliver det vigtigt, at holdet får rejst sig efter kampen mod Mors-Thy Håndbold, som endte med et nederlag på 37-22.
Og så skal der sættes et ordentligt aftryk inden slutspillet begynder.
– Selvfølgelig vil vi gerne ind og vise, at vi har fortjent at være med i slutspillet. Jeg ved godt, at vi er oprykker, men vi har nogle kvaliteter, og vi skal ind og gøre vores ting, siger fløjspiller Victor Wolf.
Efter den langt fra vellykkede udekamp tidligere på ugen, har holdet haft fokus på at komme videre og blive klar til lørdagens kamp.
– Jeg tror, at med nogle gode træninger og hvis vi bare holder sammen på det, vi plejer at gøre, så skal det nok gå godt lørdag.
At lægge de mindre succesfulde oplevelser bag sig, og i stedet kigge fremad og kæmpe videre, har holdet også været gode til. Det beretter sæsonens resultater om.
– Som hold har vi været gode til at lægge tingene bag os. Vi har jo haft nogle nederlag, som enten har været kæmpestore eller med ét mål. Så jeg føler, at vi kan komme over det og gøre vores ting, ligesom vi har gjort de andre gange.
Dét vil de da også forsøge at bevise, at de kan, når de skal op imod det stærke Ribe-Esbjerg hold.
Opskriften på hvordan det skal gøres, mener Victor Wolf, bliver at finde de ting frem, som holdet har haft succes med i tidligere kampe.
– Det handler om, at vi skal koncentrere os, og prøve at rette ind og komme tilbage til det vi plejer. Det, synes jeg, fungerer rigtig, rigtig fint, siger Victor Wolf.
– Vi skal stå sammen som hold – dér er vi bedst.
Kampen afvikles i Poul Christensen Arena klokken 16:00. Den kan følges på Instagram og i Tophåndbold appen.
Inden herrernes kamp spiller TMS Ringsteds 1. divisions damer klokken 14:00.