fbpx

Trænerteamet er klar til kamp.

Sæsonens første ligakamp er lige om hjørnet, når vi mandag aften lægger ud med en kamp mod Skjern Håndbold på udebane. Selvom vi i sidste sæson både formåede at hive en sejr hjem og spille lige op med det stærke vestjyske hold, forvoldte de os en del problemer på udebane. Det endte også med et nederlag på 14 mål sidst holdene mødtes.

Af den grund skal man også have respekt for dem, siger cheftræner Marc Uhd om det rutinerede ligahold, der ligesom os endte i slutspillet i den forgangne sæson:

Nu fik vi en ordentlig snitter derovre sidste gang, og udekampen inden var heller ikke super, da vi tabte med 6. Så det er jo et stærkt hold. Men vi tager derover for at vinde. Vi tager derover med en tro på, at vi kan ramme dem på nogle ting – og det er det, vi arbejder efter.

Nye kræfter til

Siden sidste sæson er der kommet et par nye ansigter til TMS, som også har skullet finde deres plads.

Der er kommet nogle nye gutter ind, og jeg synes, de kommer med en fed energi og passer rigtig godt ind i gruppen. Og de kan bidrage med noget til spillet.

Og som ligastart nærmer sig, skal formen og helheden på holdet gerne sidde der.

Det, vi har leveret i vores træningskampe, har været lidt blandet. Niveauet og udbyttet har været lidt svingende, og det er jo forhåbentligt, fordi det er nyt, og vi lige skal i gang igen. Nu er det snart, vi begynder, og vi skal prøve at stå stærkest muligt inden Skjern, siger Marc Uhd, der med holdet vil gå ind til denne sæson med samme mindset som den forrige.

– Jeg går ikke og bilder mig selv ind, at vi lige pludselig er alt muligt andet end det, vi er. Og det tror jeg heller ikke drengene gør. Vi er et hold hvor der er fokus på hårdt arbejde, og det er knofedt, der har gjort, at vi havde den gode sæson.

Og så skal vi også være ærlige og sige, at lige nu kan vi jo ikke bruge sidste år til ret meget. Det var ekstremt fedt at være en del af, men nu starter en ny sæson, og nu skal vi prøve at se, om vi kan kopiere noget af det, vi gjorde sidste år.

Kampen fløjtes i gang mandag den 9. September Kl. 18:30 i Skjern Bank Arena og du som sædvanligt følge livescoren i Tophåndbold appen